Bliv klogere på dine fødder
Giv din fødder opmærksomhed
Fødderne er placeret langt fra hovedet. Måske er det derfor, at mange mennesker ikke giver fødderne så meget opmærksomhed i det daglige. Først når fødderne højlydt begynder at protestere, stopper man op. Det kan være en sten i skoen, en smertende hæl, nedgroede negle, klemte tæer eller knyster, der sender jag af smerte op gennem kroppen.
Vi stiller dagligt store krav til vores fødder. Vi forventer, at fødderne uden besvær bærer os gennem dagen, og at fødderne tåler alt fra små stiletter til tunge vaders. Langt hen ad vejen opfylder vores fødder deres funktion, som de skal. Føddernes 26 knogler, ledkapsler og muskler kan holde til rigtig meget. Måske er det også derfor, de færreste af os bruger meget tid på at pleje fødderne. Vi cremer kroppen, træner overarmene, motionerer lunger og hjerte, men fødderne må ofte klare sig selv.
Mange fødder lever et hårdt liv. Derfor oplever en del mennesker, at fødderne begynder at sige fra ved at blive trætte, ømme og smertefulde. Føddernes dårlige kondition kan også give sig til udtryk i problemer med både knæ, hofter og ryg. Det er noget, mennesker i alle aldre kan opleve. Hvis du har knas med dine fødder, anbefaler vi derfor, at du kontakter Sahva og får en snak med én af vores indlægsspecialister. Sahva analyserer over 10.000 par fødder årligt, så vi kan let finde ud af, hvad dine fødder mangler, for at få det godt. Læs om individuelle indlæg her
Du kan også selv gøre meget. Denne fodguide forklarer årsagen til nogle af de mest almindelige fodskavanker, og du vil blive vejledt i, hvad du kan gøre for at hjælpe dine fødder tilbage til topform.