Akillessenen
Hvad er akillessenen?
Akillessenen er den største og stærkeste sene i kroppen. På trods heraf er det ofte ved denne sene, der opstår senebetændelse (inflammation) eller delvis eller total bristning af akillessenen. Akillessenen forbinder underbenet med hælbenet. Akillessenen og lægmusklerne bruges ved tåstand, fodafsæt, gang, løb og hop. Belastningen på akillessenen kan ved afsæt under løb være op til ti gange kropsvægten. Både motionister og elitesportsfolk kan få akillessenebetændelse eller bristning.
Smerter i akillessenen
Smerter forbundet med akillessenen, mærkes specielt langs senen og ved senetilhæftningen på hælknoglen. Du vil ofte opleve stivhed og smerter ved igangsætning efter aktivitet. Over tid bliver smerten gradvis forværret fra let til stærk smerte, specielt hvis du fortsætter med at belaste lægmusklen og akillessenen.
Akillessenebetændelse og -skader forekommer oftest hos folk, der dyrker sport, hvis de øger deres træningsintensitet og -mængde for hurtigt. Dette giver ikke senen den nødvendige tid til at vænne sig til den øgede belastning. Sportsgrene, som kræver mange hop samt kraftig acceleration og hurtige opbremsninger, kan også forårsage akillessenebetændelse, da senen også her udsættes for kraftige belastninger. Træning på uhensigtsmæssigt underlag, løb op ad bakke samt brug af uhensigtsmæssige sko vil også kunne medvirke til akillessenebetændelse. Lidelsen kan forårsages af gradvis overbelastning, men også ved en enkelte bevægelse, som giver kraftig belastning på senen.
Vidste du ...
at akillessenen har relativ sparsom blodforsyning i området fra 2-6 cm over hælknoglen. Dette i kombination med den meget høje belastning af senen gør den sårbar, idet den sparsomme blodforsyning svækker senens evne til hurtig restitution af småskader.
Årsager til smerter i akillessenen
Pronation
Når foden vælter indad (overpronation) bevirker det, at fodbuen flades ud. Dette medfører, at akillessenen strækkes mere end normalt, og dermed bliver mere stram. Dette ekstra stræk resulterer i øget belastning på akillessenen og hælknoglen.
Højhælede sko
Hvis du går meget i højhælede sko, vil akillessenen vænne sig til dette og blive gradvist mere spændt og forkortet. Dette skyldes at du i højhælede sko, ikke har mulighed for at strække lægmusklen/senen ud i fuld længde. Når du herefter skifter til sko med en normal/flad bund, vil senen blive strakt ud til normal længde, hvilket kan medføre, at akillessenen bliver overbelastet, og smerter opstår.
Fod-deformiteter
Du kan have en medfødt fejlstilling af foden, som stresser akillessenen og medfører overbelastning af senen og dermed inflammation. Både hulfod og stiv platfod kan give akillesseneproblemer.
Korte og stramme akillessener
Smerter i akillessenen ses ofte hos personer med korte og stramme akillessener. Dette medfører, at foden ikke kan bøjes tilstrækkeligt opad. Ligeledes vil løbere, der lander på forfoden til forskel fra på hælen, være mere udsatte. Løb på asfalt og i hårde sko vil give kraftigere vibrationer og belastning i akillessenen, når foden rammer underlaget.
Hvad kan du selv gøre mod akillesene-smerter?
Har du smerter i akillessenen skal du straks stoppe med den aktivitet, der har udløst problemet – så er chancen for hurtigt at komme over tilstanden størst. Statistisk set er det meget vanskeligt at komme af med lidelsen, hvis den har stået på i mere end seks måneder. Dette kan du gøre:
- Udstrækning og træning af lægmuskel og akillessenen øger smidigheden og nedsætter belastning. Prøv vores 5 nemme fodøvelser,der styrker fødderne.
- Undgå at stå op for længe. Sid ned, gerne med benene op, brug evt. afkøling med is.
- Undgå at løbe/dyrke sport på hårdt/ujævnt underlag og undgå løb op ad bakke.
Indlæg aflaster din akillessene
Med et indlæg kan du sikre at din fod får den rette balance - og sammen med en stabil og stødabsorberende sko vil du opleve, at smerten aftager og med tiden forsvinder. Dine fødder kan nu arbejde balanceret og være det fundament, der sikrer en optimal kropsholdning.