Du har ingen varer i din indkøbskurv.
Bestil tid / Kontakt

Hammertå

Illustration af hammertå - Sahva

En hammertå er en meget hyppig deformitet af anden, tredje eller fjerde tåen. Tåens mellemled, yderled eller begge er her bøjet, når man står op. Hvis begge led er bøjet, kaldes det en klotå. Hertil hører også en overstrækning af tåens grundled. Som regel er anden tå mest deform.

Ømhed af tæerne

I begyndelsen er hammertåen fleksibel. Det vil sige, at tåen kan rettes helt ud, hvis du trækker i den. Hvis der ikke tages forholdsregler på dette tidspunkt, kan hammertåen blive rigid, hvilket vil sige, at tåens mellemled eller yderled ikke længere kan strækkes ud.

En fleksibel hammertå giver ikke særlige symptomer i begyndelsen, men efterhånden som tåen stivner, begynder oversiden af de bøjede led at støde mod skoens overlæder. Dette giver ømhed i tæerne. Ofte kan man se lidt rødme og hævelse på tåleddenes overside, ligesom vabler og hård hud kan forekomme efter længere tids gang. Dette kan resultere i ligtorne og eventuelt sår. Hvis yderleddet også er bøjet, kommer der hård hud eller ligtorne på spidsen af tæerne, hvilket kan være smertefuldt. Er yderleddet kraftigt bøjet, kommer neglen i kontakt med jorden. I så fald bliver neglen øm og med tiden fortykket og deform.

Under forfodens trædepude øges belastningen ud for hammertåen, og tåen bliver mindre effektiv til at overføre vægten under gang. Dette giver forfodssmerter og dannelse af hård hud i området.

 

Årsag

Der er flere årsager til hammertådannelse. Anvendelse af for småt fodtøj er oftest en meget væsentlig årsag, især for anden tås vedkommende, hvis den er længere end storetåen. Hvis tåen i længere perioder holdes bøjet, bliver muskler og sener kortere, og til sidst vil tåen ikke længere kunne strækkes ud. Sko med spidse snuder er særligt tilbøjelige til at fremkalde denne problematik (og andre tå- og fodproblemer, især hvis der samtidig er en høj hæl, fordi foden da presses frem i skoen.

Dette kan du selv gøre

  • Hvis du har sukkersyge, nedsat følesans i fødderne eller dårligt kredsløb, bør du kontakte din læge, før du forsøger at behandle selv.
  • Sørg for, at dine sko er tilstrækkelige lange og har en passende vidde. Også voksne menneskers fødder bliver større med tiden – både i bredden og i længden. Tåboksen skal være så bred og høj, at tæerne ikke klemmes af overlæderet.
  • Stræk hyppigt tæerne ud. Træn fodens muskler for at opretholde fodens normale funktion. (Træningen kan for eksempel udføres, mens du ser tv eller læser – det behøver faktisk ikke at koste ekstra tid).

Dette kan Sahva hjælpe med

  • Er der tale om en fleksibel hammertå, kan du ofte aflaste dine tæer og forfod med et forfodsindlæg (forfodspelotte), hvis det er den eneste fodproblematik, der er konstateret.
  • Er der derimod tale om en stiv hammertå er det alene et individuelt fremstillet indlæg, der kan aflaste dine tæer og forfod, idet en pelotte her blot vil forværre problematikken.

Øvelse med tæerne

Spred tæerne og bevæg dem så meget som muligt.  Prøv især at få storetåen ud i den rigtige stilling. Du kan tage hænderne til hjælp i starten, hvis det kniber med at få tæerne til at flytte sig. Senere kan de selv!

 

Illustration af øvelser med tæerne - Sahva

Bestil tid hos en af vores behandlere

Bestil tid hos en af vores behandlere

Ring til vores kundeservice på 7011 0711 Bestil tid