Armproteser
En armprotese er et funktionelt og/eller kosmetisk hjælpemiddel. Den kan ikke fuldt ud erstatte den manglende arm, men det er ofte muligt at opfylde begrænsede og specifikke behov. I dag er de fleste armproteser fremstillet af lette materialer og innovative komponenter, der gør dem velsiddende og funktionelle.
Hvilken protesetype der vælges til den enkelte bruger, afhænger af brugerens alder, amputationsniveau, generelle helbred, og hvad brugeren forventer af protesen.
Sahvas bandagister
Vores bandagister er alle autoriserede. De er dagligt i kontakt med armamputerede via vores klinikker, på hospitalerne, på hjemmebesøg og på rehabiliteringscentre. Vi møder dig der, hvor du er, og det er vigtigt for os, at vi finder frem til den bedst mulige løsning for dig.
To årsager til at blive protesebruger
Du kan have behov for en hånd-/armprotese, hvis du er blevet amputeret eller er født med dysmeli.
- Amputation
En amputation er et kirurgisk indgreb, hvor man fjerner en legemsdel. Ordet amputation kommer af det latinske amputatio, der betyder at beskære. Statistikken viser, at der hvert år bliver foretaget 30-35 arm-/håndamputationer i Danmark. 50% af dem er traumatiske skader som trafik- og arbejdsulykker. Andre hyppige årsager til amputation af hænder og arme er sygdomme som kræft og sepsis (blodforgiftning).
- Dysmeli
Dysmeli er en medfødt tilstand med manglende eller mangelfuldt udviklet skelet i arme og/eller ben. Ordet dysmeli kommer fra græsk. Dys betyder mangelfuld, og melos betyder lem. Der fødes omkring 25 børn om året med dysmeli i Danmark.