Myoelektriske- og bioniske hånd/armproteser
Elektroniske hånd/armproteser er noget af det nyeste inden for hånd/armproteser og består af intelligent og funktionel teknologi. Det kræver både øvelse, træning og koncentration at lære at bruge en elektrisk hånd- og armprotese. Det er vigtigt for os, at vi finder frem til den bedst mulige løsning for dig. Derfor vægter vi samtalen omkring din protese lige så højt som den individuelle måltagning til protesen.
Om elektroniske arm/håndproteser
En elektronisk arm/håndprotese har funktioner som åbne/lukke og bøj/stræk. Den styres af brugeren ved hjælp af muskelspændinger og elektroder. Nogle myoelektriske håndproteser har en drejefunktion af hånd og albueled. Ved at indstille elektrodernes følsomhed kan protesehåndens funktion optimeres. Denne type proteser kan have et lamineret hylster (evt. med silikone).
Der findes mange forskellige typer af armproteser. Hvilken protese, der passer dig, er afhængig af din alder samt dit individuelle behov.
Myoelektrisk protese
Denne protese er en elektronisk protese, som består af intelligent og funktionel teknologi. Protesen styres ved hjælp af myoelektriske signaler fra musklerne i din armstump. Når en muskel spændes, sendes der et lille elektrisk signal i musklen. Signalet opfanges af en elektrode indstøbt i protesen, som bruger det til at styre protesehånden.
Ofte vil protesehånden være styret af to elektroder, hvor den ene elektrodekontakt bruges ved åbning af protesehånden, mens den anden elektrode bruges ved lukning af protesehånden. Det kræver både øvelse, træning og koncentration at lære at bruge en elektrisk armprotese.
Styreformen gør, at protesen kan bruges med større bevægelsesfrihed end den kabelstyrede protese. Protesen er tungere end en kabelstyret protese, fordi der indbygges batteri og motor i den.
En anden styreform ved brug af den myoelektriske protese er mønstergenkendelse. Ved denne styreform er der flere elektroder indsat i protesehylsteret. Elektroderne afkoder et mønster, når musklerne aktiveres i hylsteret, og dette mønster kodes op mod en bevægelse af protesehånden.
Ved dette system vil protesehåndens greb blive aktiveret ved et signal, som det er let for brugeren at lave og genskabe frem for de klassiske elektroder, hvor der behøves et specifikt signal, for at elektroden reagerer.
Myoelektrisk hånd
Der er forskellige typer af hænder, som kan bruges sammen med den myoelektriske styreform.
Den klassiske myoelektriske hånd, som har været på markedet længe, har ét greb, som kan bruges i alle situationer.
Grebet kaldes et tripodgreb, som betyder, at de emner, som hånden griber om, holdes mellem tommelfingeren, pegefingeren og langfingeren. Ringfinger og lillefinger er kosmetiske og følger pegefinger og langfingeren i deres bevægelser. Denne håndtype er mere robust og tåler mere groft arbejde end de bioniske hænder.
Bionisk hånd
Med en bionisk hånd er det muligt at bevæge alle fingrene, når der skal gribes om et emne. Dette gør, at man kan få langt flere grebsvariationer med sin protese, og man kan gribe mere ergonomisk korrekt, når man bruger protesen.
En bionisk hånd er forprogrammeret med forskellige greb, der aktiveres ved små forudbestemte bevægelser. Det er også muligt at lave individuelle greb, så funktionen passer præcis til dig. Hånden er lavet med henblik på finmotorisk brug.
Elektrisk krog
Den elektriske krog har ingen kosmetik, men er ofte foretrukken, da det enkle greb kan bruges til mange dagligdags- og arbejdssituationer. Desuden er krogen også meget hårdfør, vandafvisende og fungerer typisk som en robust all-round hånd, da det lette greb er meget funktionelt og nemt at benytte.