Pas på dit raske ben!

Jeg stod foran lyskrydset med min cykel, og kunne ikke se noget. Jeg kunne ikke se om den var rød, gul eller grøn. Peter kunne simpelthen ikke se lyssignalet foran sig. Episoden markerede starten på en periode med mange ændringer.

Selvom diabetes ikke var ukendt i familien, kom diagnosen som et chok. Peters storesøster døde som 30-årig af komplikationer relateret til sygdommen, men alligevel havde Peter aldrig forestillet sig, at han selv skulle rammes. "Det var et chok. Jeg havde ikke set det komme. Jeg har altid haft fart på," siger han. På det tidspunkt levede han et travlt liv som skoleleder med meget ansvar og en kalender fyldt med opgaver. At skulle stoppe op og forholde sig til en kronisk sygdom var langt fra den fremtid, han havde forestillet sig.

At tilpasse sig bliver hverdagen

Peter lærte hurtigt at leve med sygdommen, og han fik også synet tilbage, men udfordringerne stoppede ikke dér. Han bliver ramt af en blodprop og efterfølgende skulle han igennem en bypassoperation. Der opstod komplikationer, og i 2023 udviklede han et sår, som endte med at koste ham benet. "Den første tanke, jeg har efter amputation er, hvornår kan jeg få et nyt ben?" fortæller han. For ham handlede det om ikke at give op. ’’Jeg havde taget beslutningen om, at jeg skulle gå igen og man skal være lidt fandenivoldsk."

Mener der mangler fokus på følgesygdomme

Ifølge Peter taler man alt for lidt om de konsekvenser, der kan følge med diabetes. "Jeg ville ønske, at der var mere fokus på, at amputation er en reel risiko for nogle mennesker. Og også på følgesygdommene, der er både blindhed, nerveproblemer, impotens, og andet godt fra havet’’. Han beskriver diabetes som en sygdom, der ofte sniger sig ind på livet af mennesker. "Det er en helt ny hverdag, man skal vænne sig til." Efter amputationen blev han nødt til at flytte fra sit hus på tre etager. De fysiske rammer matchede ikke længere den nye virkelighed. "Der var så mange spørgsmål i starten. Man sidder i en kørestol, og man ved ikke, hvad der kommer til at ske."

Fællesskaber gør en forskel

Med tiden er der kommet nye erkendelser. ’’Hvis jeg tidligere i forløbet havde haft et netværk omkring mig og vidste, at jeg med tidlig rehabilitering, kunne gå på trapper og dyrke sport, havde jeg aldrig flyttet fra mit hjem’’. At møde andre i samme situation har været en stor hjælp. "Fællesskaberne er virkelig vigtige." Her finder han en forståelse, som hverken familie eller sundhedspersonale altid kan tilbyde. "Man kan tale om tingene på en anden måde. Om smerter, bekymringer og erfaringer, og der er ligesom ikke noget filter. Ros til min bandagist og fysioterapeuterne, men der er ting, de bare ikke spørger om, fordi deres fokus er et andet."

Passer på det ben, han har tilbage

I dag fylder forebyggelse meget i Peters hverdag. Han har særligt fokus på at være fysisk aktiv med mange gåture i den bornholmske natur. Og han går regelmæssigt til en fodterapeut, bruger kompressionsstrømper på benstumpen og har fået ortopædiske sko. Rådet fra hans læger var også klart: "Der måtte ikke ske noget med det andet ben. Så det skal jeg passe på " Derfor har han også et vigtigt budskab til andre. "Gå tidligt til lægen. Lad være med at vente – og pas supergodt på dit raske ben”.

Drømmen lever videre

Fremtiden kan bekymre ham. "Man tænker da på, om der kommer en dag, hvor jeg ikke længere kan gå. Det er en reel frygt," siger han. Men håbet fylder mere end frygten. Selvom sygdom og amputation har ændret meget, ser han stadig fremad. På en gåtur på Bornholm fortæller Peter om et af sine nye mål’ ’Lige nu, så er min ultimative drøm at få et kørestols-basket hold op at stå. "Det kunne jeg virkelig godt tænke mig. siger han med et drømmende udtryk i ansigtet. For ham handler fremtiden ikke om begrænsninger, men om at finde nye mål at kæmpe for.