Du har ingen varer i din indkøbskurv.
Bestil tid / Kontakt

Kompression til benstumpen efter amputation

Uanset om du er ny-amputeret, eller har været amputeret i flere år kan kompression af din amputationsstump hjælpe dig til et liv i bevægelse.

Det er helt normalt, at opleve varierende grader af væskeophobning både i din krop og amputationsstump i løbet af dagen. Det kan påvirkes af mange faktorer f.eks. kost, motion og medicin - og derfor kan udfordringer med væskeophobninger varierer igennem hele livet.
De fleste vil opleve smerter efter operationen og måske fantomsmerter. Kompression kan medvirke til at nedsætte disse smerter, øge helingsprocessen af vævet og give en bedre livskvalitet. Mange vil derfor opleve hurtigere at kunne returnere til aktiviteter de holdt af inden amputationen.

Der findes flere forskellige former for kompressionsforløb. Typisk bruges liner og stumpkompressionsstrømpe, da der er god erfaring og evidens for begge metoder. De giver begge en ensartet kompression, er lette at anvende og de kan med fordel supplere hinanden i løbet af døgnet. Dog aldrig samtidig!

Formålet med kompression af stumpen:

  • Mindske ødem (væskeophobning)
  • Fremme sårhelingen
  • Give en mere ”holdt” fornemmelse
  • Øge blodcirkulationen
  • Nedbringe og evt. forebygge smerter som følge af hævelse på stumpen
  • Forme stumpen til en eventuel protese senere
  • Øge livskvaliteten

Pas på det raske ben

Når man er amputeret, vil der ske en naturlig præference for at benytte det tilbageværende ben mere. Det er derfor vigtigt, at passe godt på det tilbageværende ben.
Undersøg derfor jævnligt ben og fod for:

  • Sår
  • Rødme
  • Væskeophobning

Oplever du udfordringer med ovenstående bør du søge professionel hjælp - kompression til det raske ben kan her være en overvejelse.

Det er en god ide at kigge dit fodtøj igennem. Se gerne efter korrekt størrelse, skoen skal være ca. én tommelfingersberede længere end selve foden når du står op. Du kan have behov for en god sko og evt. ekstra støtte fra et indlæg. Har du problemer med neuropati (nervebetændelse) eller at finde fodtøj der passer dig, kan semi-ortopædisk eller ortopædisk fodtøj være en mulighed.

Kompressionsbehandling

Uden protese:
Ideelt set skal kompressionsforløbet starte efter sårtilsyn, som oftest sker 3 til 7 dage efter amputationen. Du kan med fordel blive ved med at bruge kompression frem til stumpen er stabil. Nogen vil opleve at de drager fordel af at bruge kompression resten af livet.

Med protese:
Efter sårtilsyn og i forbindelse med rehabilitering og den tidlige mobilisering kan en liner eller en stumpkompressionsstrømpe med fordel bruges sammen med en Thomassplint. Thomassplinten giver dig mulighed for at komme op og stå og gå i tiden efter sårtilsyn - indtil du er klar til den egentlige proteseforsyning.

Liner og stumpkompressionsstrømpe må dog ikke benyttes samtidig! De kan med fordel bruges i forlængelse af hinanden, når du fx tager en pause fra linerbrug eller omvendt. Tal altid med dine sundhedsfaglige behandlere om du må bruge kompression til natten.

Uanset hvad målet er med brugen af et kompressionshjælpemiddel skal du forvente:

  • Forandringer i volumen og form på amputationsstumpen over tid (Du vil typisk ændre 3-4 størrelser over 6-12 måneder)
  • Brug af liner eller stumpkompressionsstrømpe hver dag
  • Påføring efter anvisning og vask strømpen dagligt

Vores behandlere er enten en bandagist med speciale inden for proteser eller en klinisk konsulent, som er specialuddannet inden for alle former for kompressionsprodukter.

Bestil en tid til måltagning af stumpkompression her

Husk at stumpkompressionsstrømpen skal:

  • Opstart efter sårtilsyn (3-7 dag efter operationen)
  • Påføres efter anvisning
  • Sidde glat mod huden
  • Anvendes hver dag
  • Vaskes efter brug

Den rigtige stumpkompressionsstrømpe

I takt med at hævelsen i stumpen falder, bør størrelsen på din stumpkompressionsstrømpe reduceres for at sikre den optimale kompression. Hvis du føler den blive løs, glider ned, virker slidt eller pludselig er for let at tage på bør du kontakte din Sahva-behandler med henblik på kontrol og ny måltagning.

Der findes flere forskellige farver, modeller og længder af en stumpkompressionsstrømpe - til både underben og lår. Strømpen kan fastgøres på forskellige måder, fx med en silikonekant, med et hoftebælte eller ved brug af strømpelim

Stumpkompressionsstrømpen kan fra start benyttes hele dag, det anbefales at give huden luft i løbet af dagen gerne 1-2 timer. Efter aftale med din behandler kan stumpkompressionsstrømpen bruges om natten. OBS. Husk ikke at bruge liner og kompressionsstrømpe samtidig!

Sådan bruger du din stumpkompressionsstrømpe

Kontrollér din stumpkompressionsstrømpe jævnligt. Se gerne efter at den ikke er beskadiget på nogen måde. Udsæt ikke indersiden af din strømpe for direkte kontakt med lange negle, glasfiber, kulfiber, kemikalier eller fremmede genstande, da det kan beskadige den. Beskadiges den vil du ikke få det optimale udbytte af hjælpemidlets funktion til din hævede amputationsstump.

Af- og påtagning af din stumpkompressionsstrømpe

Påtagning:
1. Vend vrangen på din stumpkompressionsstrømpe ud.
2. Kom enden af stumpen ned i bunden af stumpkompressionsstrømpen.
3. Træk stumpkompressionsstrømpen op over benet og glat materialet ud.
Stumpkompressionsstrømpe - påtagning - Sahva

Du kan med fordel bruge enten strømpepåtager eller påtagningshandske til dette. 

Vær gerne opmærksom på følgende punkter:

  • Strømpen skal sidde glat og slutte tæt til stumpen. Der må ikke være overskydende materiale og luft mellem stumpen og strømpen
  • At strømpen ikke må ”rulle” ned i løbet af dagen, da dette kan være et tegn på at størrelsen er forkert og der bør bookes tid til kontrol 

Stumpkompressionsstrømpen tages af og vaskes dagligt, huden på stumpen tjekkes for ændringer i form af tryk og sår, brug gerne et spejl så du kan se hele vejen rundt om stumpen. De største forandringer i stumpen sker i løbet af den første periode efter amputationen. Derfor oplever man typisk at der er behov for at udskifte stumpkompressionsstrømpen til en mindre størrelse i et højere interval. Når man påbegynder brug af en stumpkompressionsstrømpe, vil man opleve at vævet strammes ind og føles ”holdt” på en ny og anderledes måde end tidligere.

Aftagning:
Er der silikonekant på din stumpkompressionsstrømpe kan denne vippes/bøjes ned og herefter rulles strømpen af amputationsstumpen.

Stumpkompression handsker_Sahva

Tid til nye kompressionsstrømper? Book tid her

Sådan vedligeholder du din stumpkompressionsstrømpe

For at opnå det bedste resultat skal stumpkompressionsstrømpen skiftes og vaskes dagligt. Den kan vaskes ved 40 grader i vaskemaskinen med vaskemiddel uden parfumen. For at passe godt på stumpkompressionsstrømpen kan den vaskes i en vaskepose, eller du kan vaske den i hånden.

  • Skyl altid strømpen godt for at fjerne sæberester der kan irritere din hud
  • Brug aldrig skyllemiddel, da det kan efterlade parfumerester og ødelægge fibrene i strømpen
  • Vrid aldrig stumpkompressionsstrømpen tør, da vrid ødelægger kompressionseffekten

Efter vask hænges stumpkompressionsstrømpen til tørre i luften eller lægges på et håndklæde, da den ikke tåler hverken tørretumbler eller direkte varme fra fx en radiator eller varmeskab.
Det er vigtigt at stumpkompressionsstrømpen vaskes efter brug, da vask aktiverer de elastiske fibre som trækker sig sammen til oprindelig størrelse. Når fibrene trækker sig sammen til oprindelige størrelse, vil man opleve en stumpkompressionsstrømpe der er mere fast og kompressionen vil fungere optimalt. Derfor kan det være en fordel at have to stumpkompressionsstrømper at skifte imellem.
Over tid vil stumpkompressionsstrømpen slides og effekten vil aftage. Efter ca. 6-12 måneders (dagligt) brug vil du have behov for en ny stumpkompressionsstrømpe.

Er strømpen blevet slidt? Gratis måltagning til ny kompressionsstrømpe

Hygiejne og hudpleje

Det er vigtigt at vaske huden og holde en god hygiejne af amputationsstumpen for at undgå hudproblemer.

  1. Vask med en mild flydende sæbe uden parfume
  2. Skyl omhyggeligt med vand
  3. Dup tør med et rent håndklæde

Hvis huden føles tør, kan du anvende en mild hudcreme uden parfume for at blødgøre og tilføre huden fugt. Vi anbefaler, at anvende cremen når du tager stumpkompressionsstrømpen af og giver din hud luft, så cremen har tid til at arbejde sig ind i huden. Cremen kan påføres dagligt i 2-4 uger når du begynder at bruge stumpkompressionsstrømpen og herefter kan creme påføres efter behov.

Der kan opstå hudgener bl.a. grundet varme og fugt der kan medføre celle forandringer i huden. De mest almindelige årsager til hudproblemer er følgende:

  • Varmerelateret årsager såsom sved og varme udslæt
  • Forkert størrelse af stumpkompressionsstrømpe
  • Kemiske årsager såsom sæberester, parfume, deodorant og hudcreme
  • Infektion
  • Friktion/gnavning

Stump_amputeret_Sahva

Varme/sved
For at begrænse svedgener kan du benytte en anti-perspirant på amputationsstumpen, du kan fx benytte bjergkrystal fast i en periode og overgå til brug ved behov. Ved varme kan din hudbarriere blive særligt påvirket, hvorfor du kan overveje et andet valg af creme, både en der for tør og for fed kan genere. Vi anbefaler typisk denne creme til amputerede - Silikone-lotion til tør og sensitiv hud.

Medicin
Du kan tjekke din medicinering, da nogle former for medicin kan give anledning til øget svedudskillelse. Kontakt altid egen læge for ordinering og justering af medicin.

Forandringer på stumpen
Stumpen forandrer sig over tid typisk grundet naturlig atrofi af musklerne i stumpen. Atrofi betyder, at musklerne svinder ind og volumen på stumpen vil hermed ændre sig. Det samme kan gøre sig gældende for evt. vægtøgning og vægttab, der kan gøre, at stumpkompressionsstrømpen bliver for lille eller for stor.
I tilfælde af at stumpkompressionsstrømpen bliver for lille, vil du få en fornemmelse af at den er svær at tage på, ligesom du vil kunne mærke at den strammer.
Hvis den derimod er blevet for stor, vil du få en fornemmelse af at der er for meget plads i stumpkompressionsstrømpen. Det kan medføre, at den ruller ned. Du vil ved en for stor stumpkompressionsstrømpe ikke opnå den positive effekt af kompressionen.
Sidder stumpkompressionsstrømpen løst eller for stramt kan der opstå gnavning eller friktion mellem strømpen og huden, som kan medføre irritation. Opstå det så kontakt gerne Sahva med henblik på en kontrol. 

Kemisk reaktion
Der anbefales netop creme og sæbe uden parfume for at undgå kemisk reaktion mellem dette og huden. Derfor anbefales det også at teste både creme og sæbe på et mindre følsomt område af huden inden generel brug på kroppen. Ligesom det er yderst vigtigt, at du skyller både din hud og din stumpkompressionsstrømpe i rigelig vand efter vask.

Infektion
Der kan komme infektion i huden af flere årsager. Ofte vil huden være rød og hævet. Ved berøring vil man kunne sammenligne huden på begge ben og finde temperaturforskel samt føle evt. ubehag. Har du mistanke om infektion, skal du kontakte egen læge eller Sahva, så huden kan behandles og årsagen findes.

Holdbarhed, bortskaffelse og generhvervelse
Som tidligere beskrevet vil din amputationsstump ofte ændre sig med tiden - og særligt inden for det første år efter amputationen kan du forvente at skulle skifte stumpkompressionsstrømpe flere gange. Holdbarheden afhænger af brug og vask, men du kan forvente, at din stumpkompressionsstrømpe holder ca. 6-12 måneder. Vi anbefaler at man altid har minimum to stumpkompressionshjælpemidler, om det er en liner og en stumpkompressionsstrømpe eller to stumpkompressionsstrømper er op til dig og din behandler at beslutte i fællesskab. Der anbefales to, da du hermed altid vil have et rent kompressionshjælpemiddel til brug imens det andet er til vask eller tørring. Ved brug af to kompressionshjælpemidler skal man forvente en holdbarhed på max ét år.

Stumpkompressionsstrømpen kan bortskaffes i eget hjem via tekstilaffald.
Det anbefales, at man venter med at bortskaffe sin ”gamle” stumpkompressionsstrømpe indtil man har generhvervet en ny. Ved måltagning vil du og din Sahva-behandler tage stilling til udformning af din ”nye” stumpkompressionsstrømpe.

Tekstilaffald kompression Sahva

Bestil tid hos en behandler til en ny måltagning