Du har ingen varer i din indkøbskurv.
Bestil tid / Kontakt

Brugervejledning indlæg

Denne side supplerer den vejledning, du har fået af Sahvas personale i forbindelse med bestilling og brug af dine indlæg.

Kvinde går tur med hund i mark

Når du starter med at bruge dine indlæg

For at opnå det bedste resultat er det vigtigt, at dine fødder gradvist vænner sig til dine nye indlæg.

Fødderne må gerne blive trætte, svagt ømme og svagt røde i svangen, men de må ikke gøre ondt, og der må ikke komme vabler. Tag indlæggene ud, hvis du oplever ubehag og start forfra. Oplever du stadig smerter i fødderne efter de første 14 dage, skal du bestille en tid hos din behandler.

Vi tilretter dine indlæg indenfor de første tre måneder.

Vi anbefaler, at du starter op på følgende måde:

Dag 1: 1 time om formiddagen og 1 time om eftermiddagen

Dag 2: 2 timer om formiddagen og 2 timer om eftermiddagen

Dag 3: 3 timer om formiddagen og 3 timer om eftermiddagen

Dag 4: 4 timer om formiddagen og 4 timer om eftermiddagen

Fortsæt indtil du bruger dine indlæg fuld tid.

Vær opmærksom på

Du bør løbende tjekke dine fødder for trykmærker. Har du gener eller trykmærker, må du ikke bruge indlæggene, og du skal kontakte Sahva. Dette er specielt vigtigt, hvis du er diabetiker og har nedsat blodcirkulation og/eller neuropati.

Vedligeholdelse
Tag jævnligt dine indlæg ud af skoene, så de kan rengøres og tørres. Tør ikke indlæggene ved en direkte varmekilde. Du kan rengøre dine indlæg med et desinfektionsmiddel til tekstiler eller en fugtig klud tilsat lidt sæbe.

Holdbarhed
Dine indlæg holder ca. et år ved almindelig brug – forudsat at dine fødder ikke forandrer sig væsentligt. For børn, der vokser, bør indlæggene skiftes oftere.

Skovalg
Det er vigtigt, at fod, indlæg og sko arbejder optimalt sammen. Sammen med din behandler har du fået fremstillet individuelle indlæg, som korrigerer, aflaster og støtter din fod optimalt. Derfor er det vigtigt, at dine sko og indlæg passer sammen, og at der er god plads til indlæggene.

Hvis du er i tvivl om dine indlæg og sko passer sammen, kan du tage dine sko med til din næste konsultation og få vejledning af din behandler.

Brug af indlæg

Indlæg på bevilling

Når du har brug for nye indlæg, skal du selv søge om en bevilling hos din kommune. Sahva hjælper dig gerne med at udfylde papirerne, hvis du har brug for det. Kommunen afgør, om du er berettiget til at få betalt dine indlæg (jævnfør serviceloven § 112). Læs om hvordan du ansøger her

Indlæg som du selv betaler
Du kan til enhver tid købe nye indlæg, som du selv betaler. Som medlem af sygeforsikringen ”Danmark” har du mulighed for at få tilskud til indlæg på op til kr. 400,- pr. par.

Garanti og reklamation

Dine indlæg er dækket af Sahvas garanti, som omfatter defekter, der skyldes materiale- eller fabrikationsfejl. Garantien dækker ikke defekter, der skyldes forkert brug eller pleje.

Dine indlæg er et ortopædisk individuelt fremstillet hjælpemiddel, som ikke tages retur, men som vi gerne reparerer inden for de første tre måneder efter udlevering.

Vær opmærksom på, at der gælder særlige vilkår for indlæg i sikkerhedsfodtøj. Kontakt din behandler for bestilling af CE-godkendt sikkerhedsfodtøj.

Indlægskonsulent måler fod

Sahva, med mere end 150 års erfaring, er en sundhedsvirksomhed med fagligt dygtige specialister i kroppens bevægelighed. Sahva har mere end 30 klinikker fordelt over hele landet, og vi hjælper dig til et liv i bevægelse med hjælpemidler af højeste kvalitet og til dit behov.

Vi er Danmarks største udbyder af kropsbårne hjælpemidler, og vi rådgiver og deler vores viden med professionelle og kunder gennem et stort udbud af aktiviteter.

Med dig i centrum udvikler og designer vi højteknologiske ben- og armproteser, skinner og korsetter, ortopædisk fodtøj og indlæg. Vi tilbyder også brystproteser og kompressionsbehandling og vejleder i sunde sko med optimal komfort til dine fødder. Vi hjælper dig til at leve et mere aktivt liv med en højere livskvalitet.

Bestil tid hos en behandler