Sportsproteser
Hos Sahva har vi stor erfaring med at fremstille sportsproteser til både arm- og benamputerede (uanset amputationsniveau). Hvad enten du har et ønske om at løbe, svømme, ro, klatre, spille golf eller noget helt femte, kan vi i langt de fleste tilfælde opfylde dine specifikke ønsker.
Sahvas bandagister
Vores bandagister er alle autoriserede. De er dagligt i kontakt med arm- og benamputerede via vores klinikker, på hospitalerne, på hjemmebesøg og på rehabiliteringscentre. Vi møder dig der, hvor du er, og det er vigtigt for os, at vi finder frem til den bedst mulige løsning for dig.
Eksempler på sportsproteser
Løbeprotese
De ypperste sportsproteser er fremstillet i kulfiber, som gør dem utroligt slidstærke, lette, med fantastiske og energiladende egenskaber. Derfor er de ideelle til løb. Løbeproteser er ikke standardproteser, og kræver derfor en ekstrabevilling.
Protese til klatring
Det er også muligt at klatre med en protese. For at kunne klatre med en benprotese, skiftes dele af benet ofte ud med nogle særligt tilrettede og meget kortere ben, så det bliver lettere at finde fodfæste på den høje væg.
Svømmeprotese
Svømmeprotesens flydeevne er justeret, så den ligger i vandet uden at synke eller flyde oven på. Er du amputeret over knæet, vil du kun kunne svømme crawl, fordi benet er stift. Underbensamputerede bruger deres eget knæ og kan derfor også svømme brystsvømning med badeprotesen.
Protese til roning
Til roning har du brug for et ankelled, der er frit bevægeligt, så du undgår modstand, og så al energien kommer ud i årerne. Er du amputeret over knæet, skal knæet være frit svingende, mens du ror.
Vi sponsorerer
Daniel Wagner
Vi hjælper sprinter og længdespringer, Daniel Wagner, med hans løbe- og springprotese. Med vores sponsorat ønsker vi at støtte og hjælpe ham til at kunne få det optimale ud af sin protese og forbedre hans præstationer på banen.


Emilie Aaen
Sahva støtter og hjælper para-atlet Emilie Aaen, med hendes længdespring protese. Sahva ønsker gennem sponsoratet, at Emilie kan opnå de bedste resultater og få det mest optimale ud af sin protese, når hun deltager i konkurrencer i ind- og udland.
Rasmus Ørsted
Vi sponserer skiløberen, Rasmus Ørsted, med specialfremstillet ortose så han både kan styrketræne sin højre arm samt slå portene væk i slalom. Med sponsorat ønsker vi, at støtte og hjælpe Rasmus til at få det optimale ud af sit hjælpemiddel bl.a. i forbindelse med hans nuværende uddannelse som fitness instruktør og ikke mindst forbedre hans præstationer på pisten.
Prøv en løbeprotese
På Sahvas Løbeskole kan du prøve mange forskellige aktiviteter — alt fra floorball til løbeproteser og mountainbike. Du deltager i en aktiv og social weekend sammen med andre benprotesebrugere fra hele landet.