Ulykken gav Peter et kompliceret brud i venstre underben, og i første omgang forsøgte lægerne på Kolding Sygehus at reparere bruddet. Det lykkedes ikke, og så gik der infektion i benet. Peter er selv praktiserende læge, og han var derfor ikke blind for, hvilke konsekvenser infektionen kunne have. Han vidste også godt, at en amputation var en reel mulighed. ”Jeg havde nået at tænke tanken, inden det blev nævnt.” fortæller han. Alligevel reagerede han kraftigere end han selv havde forestillet sig, da lægerne præsenterede amputationen som en mulighed. Han fandt det svært, at amputationen blev til en konkret og meget virkelig løsning, som han selv skulle tage op til overvejelse. ”I starten blev der lagt op til, at det var et valg jeg selv skulle tage. Og det følte jeg mig ikke lige klar til på det tidspunkt”, fortæller Peter.

Den eneste løsning

Da operationsdagen kom, var der imidlertid ingen tvivl om, at benet måtte amputeres, og det var en lettelse, at han ikke selv behøvede at træffe beslutningen. På det tidspunkt var Peter indlagt på Aarhus Universitetshospital, og det var der, at amputationen blev foretaget. Han accepterede at en amputation var den eneste løsning, og han fortæller at han generelt ikke havde et problem med pludselig at være patient i stedet for læge; ”Netop fordi det var så åbenlyst, hvorfor jeg var der.” Han stolede på de eksperter som var omkring ham og på at de kunne hjælpe ham til at komme på benene igen.

Efter amputationen

Da Peter var blevet amputeret skulle han i gang med at leve et nyt liv. Den første opgave var at finde en bandagist, som kunne udvikle en protese til Peter, så han igen kunne få et liv i bevægelse. I den forbindelse brugte han en lidt alternativ metode; ”Helt banalt, havde jeg jo set ”Gintberg på Kanten”, hvor Toke [Toke Seir Novak, red.], bandagisten, havde været med Daniel Wagner til de Paralympiske Lege, så jeg tænkte, hvis han kan det, så kan han sikkert også hjælpe mig” fortæller han med et grin. Toke blev Peters bandagist, og det blev starten på en succesfuld vej mod et liv med nye udfordringer og et positivt livssyn.

Livet som protesebruger

Peter har altid været glad for at udfordre sig selv, og det skulle amputationen ikke sætte en stopper for. Tværtimod; ”Med et amputeret ben er det blevet nemmere at udfordre sig selv, fordi man jo stort set bliver udfordret i alt hvad man foretager sig.” siger han grinende.
Lysten til at udfordre sig selv var også grunden til, at Peter tilmeldte sig til Sahvas Løbeskole i år. På løbeskolen får protesebrugere netop muligheden for at udfordre sig selv med forskellige sportsgrene. Fordi Peter altid har levet et aktivt liv, er det også det, han stræber efter at få som protesebruger; ”...jeg ser det[Løbeskolen, red.] som en mulighed for at udfordre mig selv til at blive bedre til at bruge min protese og at få en hverdag, der minder om det liv jeg havde, før jeg blev amputeret.” Og Peter tænker allerede på at deltage i Sahvas løbeskole igen næste år.

”Vi kan altid blive bedre”

Peters liv som amputeret er bestemt ikke præget af selvmedlidenhed. Han mener, at man som protesebruger hele tiden skal udfordre sig selv, og det er ifølge ham dét, som løbeskolen kan hjælpe med; ”…man kan hurtigt blive tilfreds med der, hvor man er nået til. Men det der med lige at blive rykket og få nogle andre der kommer udefra og lige udfordrer en – det synes jeg er inspirerende og motiverende.”
Det kræver hårdt arbejde at acceptere, at man er protesebruger, men Peters historie viser hvordan udfordringer kan være positive samt hvordan events som Sahvas løbeskole kan være en hjælp. Peter tøver heller ikke ét sekund, da han spørges om, hvorvidt han vil anbefale løbeskolen til andre; ”Jamen helt sikkert!”. Løbeskolen kan ifølge ham hjælpe protesebrugere til at komme i gang og videre, for ”Vi kan altid blive bedre.”, mener han.