Man må tage livet, som det kommer
”Lægerne kæmpede i tre dage for at redde benet, men til sidst fik jeg at vide, at enten så snuppede de benet over knæet, eller også levede jeg ikke i morgen tidlig. Jeg endte med at ligge på sygehuset i tre måneder.”
Da Niels var 62 år, var han i foråret ude på campingpladsen, hvor han er fastligger, for at sætte fortelt op på sin campingvogn. ”Pludselig kunne jeg bare ikke mærke mit ben,” siger han. Niels kom på hospitalet, og da han er diabetiker, kunne lægerne konstatere, at de ikke kunne redde benet, som måtte amputeres. Først forsøgte de under knæet, men da det viste sig, at der var infektion i hele benet, gik det ikke, og Niels blev lårbensamputeret.
Det har ikke slået Niels ud at blive amputeret. Han begyndte umiddelbart efter i et genoptræningsforløb, og efter at være blevet henvist til en anden bandagist besluttede Niels sig for at gøre brug af fritvalgsordningen (under servicelovens §112) og valgte Sahva som sin bandagist i stedet for den bandagist, kommunen havde en aftale med. ”Det var vigtigt for mig, at få det rigtige produkt hos den rigtige leverandør, for jeg ville op at gå igen!”
Og Niels er kommet langt siden dengang, han måtte løftes ud af sengen med en mobilkran. Han får kun rengøringshjælp hver anden uge, men ellers klarer han alting selv. I dag kan han både gå med sin protese og køre bil igen, og det har endda givet ham muligheden for at beholde sit job som værkfører i en deltidsstilling. I den forbindelse har forholdet til hans bandagist været afgørende.
”Min bandagist har haft en klar idé om, hvad jeg kunne blive i stand til med træning og den rigtige protese,” siger han.
I øjeblikket håber Niels på, at han – med alt hvad han er blevet i stand til allerede – kan bevise overfor kommunen, at han skal have et andet knæ, der giver ham flere muligheder blandt andet for at kunne bevæge sig mere frit rundt på sin arbejdsplads, hvor arealet er mere end 7000 m2.
Men komforten i hans protesehylster, kan han ikke sætte en finger på. Det bliver rettet til så ofte og så snart, han har brug for det, og han føler sig i det store hele godt sikker på benene. ”Livet er blevet lidt mere besværligt siden den forårsdag for et par år siden, men i dag tænker jeg faktisk ikke over, at jeg ikke har mit eget ben.”
I dag går Niels med rollator, men han håber, at han inden for et halvt års tid kan komme til at gå med blot en krykke. Men fordi Niels venter på en operation i sit andet ben – der er den primære årsag til, at han er dårligt gående – har han heller ikke mærket det fulde udbytte af sit proteseben endnu. ”Så snart jeg er blevet opereret, så regner jeg med at kunne komme til at gå meget længere, end jeg kan i dag – og helt uden rollator,” siger han.
Også i forhold til rehabilitering har han været glad for, at han valgte Sahva som sin bandagist.
”Fire gange i processen var en af Sahvas fysioterapeuter på besøg på genoptræningscenterets fysioterapeuters forespørgsel.”
Og det betød meget for Niels, der føler, at han fik mest muligt ud af sin genoptræning. Det betyder nemlig, at han i dag er blevet meget selvhjulpen og kan klare alt i hverdagen på egen hånd, selvom det kræver lidt ekstra.
”Det er klart, at jeg ikke er lige så hurtig i dag, som jeg var for nogle år siden. Man skal tænke lidt mere over tingene. Hvis jeg for eksempel lige skal ned i supermarkedet og hente noget, så tager jeg ikke bare min jakke på og går ud ad døren. Sådan en tur skal jeg forberede lidt grundigere, og det tager mig lidt længere tid, men det er ikke noget, der holder mig tilbage. Jeg har også stadig min campingvogn!”
Niels har to voksne børn, og der er også kommet børnebørn til. De nyder også at komme på samme campingplads, hvor der efterhånden er blevet skabt en del traditioner, siden han i 2013 blev fastligger der.
”Sidst i marts, når campingpladsen åbner, skal vi have rejst forteltet. Så bor jeg dernede on-off i løbet af sæsonen. Så finder vi ud af med børnene, hvornår de gerne vil have noget ferie og sådan.”
Vask af campingvognen tager fastligger-naboerne sig af som en fødselsdagsgave til Niels.
”Også når der skal klippes hæk to gange om året, spiser vi sammen mig og naboerne. Det er uundværligt” siger han og glæder sig til sommeren.
”Der er for så vidt ikke noget, jeg ikke kan,” siger han. ”Det hele tager bare dobbelt så lang tid. Det betyder også, at jeg har fået en ny indstilling til livet. Jeg går ikke så meget op i småting længere. Amputationen har gjort, at jeg har fået et andet perspektiv, en ’pyt-tilgang’ kan man sige. Hvis der for eksempel holder en bil og irriterer, fordi den er dårligt parkeret, så går jeg ikke op i det men siger bare pyt. I dag har jeg fokus på de større ting.”
