Knæbandager til børn
Dit barn kan få brug for en knæbandage til stabilisering af løse led eller som sensorisk input.
Børn har ikke som voksne slidskader i knæ. De har derfor ikke samme behov for knæbandager/knæortoser som voksne. Får dit barn behov for en knæbandage, findes der forskellige muligheder. Dit barns Sahva-behandler vil guide jer gennem mulighederne.
En blød knæbandage har ingen eller meget fleksible stivere - og er velegnet til lettere støtte og aflastning. Ofte ved hjælp af pelotte der støtter knæskallen, således at den holdes i korrekt position.
Knæbandagen fås med og uden åbning ved knæskal (patella) - alt efter dit barns behov. Bandagen åbnes og lukkes nemt ved hjælp af velcrostropper. Den er fremstillet af tekstil og kan vaskes. Se vaskeanvisninger længere nede.
De mest almindelige årsager til, at dit barn har brug for en blød knæbandage:
- Subluxation/luxation af patella
- Mb Osgood-Schlatter
- Instabilitetsoplevelser
Der kan være stor forskel på, hvad der passer til hver enkelt. Jeres behandler hos Sahva har fagligheden til at vurdere præcis hvilken type ortose, der passer specielt til dit barns forudsætninger og behov. Derfor instruerer og hjælper vi dig/jer med at finde den helt rigtige knæbandage, så vi kan være sikre på, at barnet får den rette behandling.
Størrelsen på bandagen skal også være den rigtige, så sår og skader undgås. Der skal løbende holdes øje med, om knæbandagen stadig passer, eller om den skal justeres eller udskiftes.
Gode råd
Vi anbefaler, at du vasker bandagen i hånden med et velegnet vaskemiddel. Nogle knæbandager har skinner i, og de bør tages ud før vask. Lad aldrig bandagen tørre direkte på en varmekilde, men læg den på et klæde og lad den tørre.