Du har ingen varer i din indkøbskurv.
Bestil tid / Kontakt

Tips til flyrejse med benprotese - af Daniel Wagner

Den varme sommertid er for mange ensbetydende med at drage af sted på ferie og gerne sende nogle billeder hjem enten fra poolen med benene oppe eller fra en vandretur i bjergene.

Skal du med fly kender du sikkert også det scenarie der hedder lange køer ved sikkerhedskontrollen i lufthavnen, omlægning af gates, store menneskehorder der farer i alle retninger m.m. Det kan man helt miste pusten af.

Er du benprotesebruger kan der være endnu flere ting du skal have taget højde for, inden du flyver; kan man få assistance i lufthavnen? Kan man få ekstra benplads i flyveren? Kan du beholde skoene på i sikkerhedskontrollen? Skal du beholde protesebenet(benene) på under flyrejsen m.m.
Er der noget du er i tvivl om i forhold til at rejse udenlands med din benprotese, så tag kontakt til din bandagist forud for rejsen.

Vi har spurgt para-atlet Daniel Wagner hvilke tip han gerne selv ville have haft, da han skulle ud at rejse med benprotese første gang. Daniel Wagner har i kraft af sin sport meget rejseaktivitet og flyver derfor mange gange årligt. Han har ikke behov for assistance, men derfor er der alligevel mange tips og tricks til at gøre flyturen lettere og mere behagelig - mange som han har måtte erfare på den hårde måde.

Se hvilket tip han selv synes er det vigtigste i videoen nedenfor:

Derudover har han følgende tips:

Før flyrejsen

  • Er det en kort rejse (under 3 timer) så bestil plads ved gangen, så du ikke behøver at tage benet af og kan sidde med det strakt.
  • Er det en længere rejse (over 3 timer), så bestil plads ved vinduet, så kan benet tages af og lægges under sædet og du skal ikke rejse dig for at andre skal på toilettet. (Husk at hvis du bestiller plads ved nødudgangen for at få ekstra benplads, må du ikke tage benet af, da du skal være mobil og kunne flytte dig hurtigt i en nødsituation.)

I lufthavnen

  • Tag evt. shorts på i lufthavnen, så behøver du ikke forklare så meget og du kommer ofte hurtigere igennem sikkerhedskontrollen via ’fast lane’ og ved boarding.

I flyet

  • Du bestemmer selv, om du beholder protesen på eller ej, men tager du silikonesokken af (på en længere rejse), bør du tage den på igen senest 3 timer før landing, for at benet ikke er så hævet at du ikke kan få protesen på igen.
  • Har du haft formelt tøj på i lufthavnen, kan det være en god ide at have behagelige bukser med, som du kan skifte over til enten ved gaten eller i flyet.

På ferien

  • Har du glemt eller mistet din sprit til lineren, kan du bruge alm. håndsprit, som kan købes på de fleste apoteker og lufthavne.
  • Hav en unbraconøgle med. Vi anbefaler selvfølgelig at du ikke skruer unødvendigt på din egen protese, men er en skrue gået løs, kan du være nødsaget til at skrue den fast - husk at få din protese til eftersyn når du kommer hjem fra ferie.
  • Og så ellers bare god ferie!

De fleste danske lufthavne har særlige services til rejsende med handicap, læs mere her: