John kæmpede sig tilbage på arbejdsmarkedet og fik bevilget en anden type fod.

Den 51-årige lastbilchauffør, John fra Vestsjælland, har været mere igennem end de fleste. For over 30 år siden faldt han otte meter ned fra en stak halmballer og landede uheldigt på knæene.

Det har betydet et utal af knæoperationer igennem årene. I 2012 fik han førtidspension. På daværende tidspunkt var han oppe på 28 smertestillende piller i døgnet. De fleste af disse var morfin. John husker kun brudstykker fra denne periode, som ledte frem til hans amputation.   

”Til sidst var jeg så langt ude, at jeg faktisk bad om at blive amputeret,” siger John. ”Men man kan kun i ringe grad begribe, hvad en amputation faktisk vil sige, indtil man har prøvet det.”

Nedturen

Da John skulle lære sig selv og sin krop at kende igen efter amputationen, skulle han samtidig afvænnes fra alle de mange lægeordinerede piller, han havde fået dagligt igennem en lang årrække.

”Jeg blev en gammel vred mand; jeg var vred på alt og alle – også mig selv. Det sled mit ægteskab op. Min kone havde jo nærmest fungeret som sygeplejerske så længe.”  John var så vred, at han slet ikke kunne holde ud at se sig selv i spejlet, og derfor dækkede han alle sine spejle til. John husker det som et lavpunkt. Han skulle både vænne sig til, at han nu manglede et ben, men han skulle også lære at bruge en protese. Samtidig skulle han definere, hvem han nu var, når han ikke længere var lastbilchauffør.

”Det gik op for mig, at meget af min identitet lå i mit job. Og det gør den for mange mænd. Nu, hvor jeg ikke længere havde fysiske smerter, og var pensioneret, blev jeg ramt af den erkendelse, og det var meget hårdt. Jeg kunne ikke holde mig selv ud!”

Viljen til at komme igen

En dag valgte John at se den nye virkelighed i øjnene. ”Jeg vågnede en morgen og tænkte: Jeg har det her liv, og jeg bliver nødt til at leve det!” Fra den dag begyndte John at arbejde med sit perspektiv på livet. Første skridt var at undersøge muligheden for at begynde at køre lastbil igen, hvilket han ikke havde gjort i næsten syv år. ”Jeg tænkte: det kan jo ikke være rigtigt. De fleste lastbiler i dag har jo automatgear.”

En dag, hvor John var ude at købe ind, skete der noget særligt.

”En fyr kom hen til mig og spurgte, hvad der var sket, siden jeg brugte benprotese. Det blev jeg meget glad for. Mange folk kan godt have berøringsangst, hvilket for mig at se kun gør det værre. Vi skal turde snakke med hinanden, og selvfølgelig med respekt for, at der kan være aspekter, man ikke har lyst til at snakke om. Mens vi står og snakker i supermarkedet, viser det sig, at han er søn af en vognmand, og han spørger mig, om jeg ikke bare skal i gang med at køre lastbil igen. Det var om torsdagen, og om mandagen var jeg oppe at snakke med vognmanden. Så fik jeg jobbet, og så kom glæden ved livet igen.”

Tilbage i førersædet

Da John kom i gang med at køre lastbil igen, var der nye hensyn, han måtte forholde sig til, blandt andet sin siddestilling i lastbilen, og det faktum, at han ofte trådte ud af styrehuset og ned på en mudderplaget byggeplads med plørede hjulspor og generelt ujævnt underlag.

Det stillede pludselig andre og nye krav til hans bevægelighed, krav som hans benprotese ikke levede op til.

”På en af mine allerførste opgaver skulle jeg og to kollegaer hente noget gods. Vi havde parkeret lidt væk og skulle op og tale med ham, der skulle læsse. Det var et forholdsvist ufremkommeligt terræn, vi måtte gå i, og jeg kunne ikke følge med de to andre; jeg kunne heller ikke råbe dem op. Så jeg tog simpelthen mit ben af og begyndte at svinge med det. Så fik jeg pludselig deres opmærksomhed, skal jeg love for!”, griner John. Men han kunne godt se, at han havde brug for en snak med sin bandagist.

John kontaktede Sahva og forklarede den nye situation, og det viste sig, at nu, hvor nye behov var opstået, var der gennem kommunen mulighed for, at han kunne få bevilget en anden type protesefod.

”Den fod, jeg nu har fået, ligger tæt på en naturlig fods anatomi – også i fleksibilitet. Den tilpasser sig min ganghastighed, og noget af det bedste er, at den afstemmer sig automatisk efter underlaget. Nu kan jeg gå i alt slags terræn, uanset hvor jeg kommer hen på opgave med min lastbil. Den her fod er meget stabil og meget mere fleksibel, end den jeg havde før, og fordi den har en aflastningsfunktion i forfoden, kan jeg også sidde ned normalt i førerhuset i min lastbil, uden at min benstump bliver følelsesløs og begynder at sove. Det er altså federe, end det måske lyder!”

”Jeg træner hver dag”

I dag klarer John selv alting i hjemmet, og så kan han køre lastbil lige så godt som sine kollegaer. ”De siger, at jeg kører som en brækket arm, men så giver jeg bare igen og siger, at jeg kører som om jeg mangler et ben,” griner John spøgefuldt. Faktisk føler han sig overhovedet ikke begrænset længere, og han har endda fået certifikat til at måtte køre med farligt gods, hvilket ikke er nogen lille bedrift.

 ”Selvfølgelig er der nogle ting, jeg ikke kan, så som at kravle op i tipkassen på lastbilen og skrabe ting løs; der kan jeg risikere at sidde fast, og jeg kan heller ikke lægge mig ned og skifte hjul på min bil; det går for meget ud over min hofte. Men der er jo alt muligt andet, jeg kan!”

John fremhæver dog, at han ikke er kommet sovende til det. ”Jeg træner hele tiden. Især balance er vigtigt at få trænet hver dag som benamputeret. Men det behøver ikke at være en pinsel; jeg kan sidde på en træningsbold og træne balance, mens jeg ser fjernsyn. Så ja! Det kan godt lade sig gøre at have et liv uden ben, men du skal også være indstillet på at yde og lære!”

For John er der to moraler her: Vi skal bryde tabuerne og turde snakke med hinanden. Da John delte sin historie, hjalp det også på hans selvopfattelse. Den anden morale er, at selvom vi kan blive ramt af livet, skal vi gøre, hvad vi kan for at rejse os igen. Man får ikke nødvendigvis det samme liv som før, men det er dit liv at leve!

Få inspiration til træningsøvelser - mest for benprotesebrugere