Hvad er hofteledsdysplasi?
Hofteledsdysplasi er en umoden og mangelfuld udvikling af hofteskålen. Hofteledsskålen er så flad og stejl, at ledhovedet vil kunne skride ud af ledskålen, hvis tilstanden ikke behandles. I andre tilfælde forbliver hofteledhovedet på plads, men dækkes kun halvt, hvilket vil lede til en tidlig slidgigt.
1 ud af 1000 børn bliver født med hofteledsdysplasi. Langt flere piger end drenge.
De hyppigste årsager til, at dit barn har brug for støtte til hofterne:
- Medfødt hoftefejl
- Hofteledsdysplasi
- Hoftedysplasi
- Hofteluksation
Hvordan behandles hofteledsdysplasi?
Hvis dit barn har medfødt hofteledsdysplasi, kan en ortose hjælpe til med at sikre, at hofteskålen bliver normalt færdigudviklet. Dit barns ben bliver holdt i en spredestilling (frøstilling). På den måde rettes ledhovederne ind mod hofteledskålens dybeste sted, godt dækket af ledloftet der nu får ro til at modne færdigt.
Der findes flere typer ortoser til hoftedysplasi, fx en rigid ortose også kaldet en Dennis Brown skinne (D.B. Skinne). Denne består af to plastringe som omslutter låret. Ringene holdes sammen af en justerbar metalskinne, der går bag barnets ryg. Der er en elastikstrop, der går rundt om barnets mave, for at holde ortosen på plads.
Ortosen kan også være blød, udformet som en sele, fx kaldet en Pavlik sele. Denne vil holde hoften i samme position som D.B. skinnen.
Forløb
Nyfødte undersøges rutinemæssigt for hoftedysplasi. Føles der løshed i hoften vil barnet blive undersøgt af en ortopædkirurgisk læge og blive ultralydsscannet. Hvis der findes årsag til at behandle med en skinne, vil I blive henvist til en bandagist.
Forvent at barnet skal have ortosen på hele døgnet i op til tolv uger. Behandlingens længde er en lægefaglig vurdering.
Bandagisten vil give instruktion i det praktiske omkring ortosen. Skinnen udskiftes til en større, efterhånden som barnet vokser. Dette vurderes løbende.
Tilvænningstid
De første 24 timer efter skinnen er pålagt, kan barnet være uroligt, hvilket er helt normalt.
Barnets hud
Hold øje med huden. Det er vigtigt, at der ikke opstår sår eller trykmærker. Røde mærker, som forsvinder indenfor 20 min., er acceptabelt.
Udvikling
Når ortosen er taget af efter endt behandling, vil dit barns ben stadig være i ’frøstilling’. Det aftager og vil komme på plads af sig selv. Børn født med hofteskred udvikler sig normalt og begynder at gå til vanlig tid.
Gode råd
Du kan sagtens amme dit barn, selvom han eller hun har en ortose på. Støt evt. med en dyne/pude, så barnets ben ikke bliver klemt mod skinnen.
Tøj med brede eller løse ben er nødvendige, så de kan komme ud over skinnen. Sparkedragt eller bukser, der lukkes i benene og skridtet, fungerer bedst. Hvis dit barn har en sele på, kan der anvendes almindeligt tøj under.
Vægtskema til vejning af baby/barnet med skinner på:
DB skinne mrk. | Vægt |
M I | ca. 95g |
M II | ca. 120g |
M III | ca. 130g |
0-0 | ca. 135g |
0-1 | ca. 150g |
0-2 | ca. 160g |
1-0 | ca. 175g |
1-1 | ca. 175g |
1-2 | ca. 180g |
1-3 | ca. 185g |
1-4 | ca. 200g |
2-4 | ca. 240g |
3-4 | ca. 265g |
3-6 | ca. 295g |
Vægt og størrelsesmål på en Pavliksele
Størrelse | Vægt |
0 | 135g |
1 | 175g |
2 | 190g |
3 | 200g |
Hvis du er i tvivl om mål eller anvendelse, kontakt Sahvas behandlere.