Har dit barn en slap fod?
Som følge af fx ceparal parese, sclerose eller et traume, kan din barns fod blive slap og have brug for støtte. Dette kaldes en dropfod. Hvilken dropfodsløsning, der er mest velegnet til dit barn, udvælges individuelt. Det er vigtigt for os, at vi finder frem til den bedst mulige løsning til dit barn. Derfor vægter vi samtalen omkring ortosen lige så højt, som den individuelle måltagning til ortosen. Dropfodsortoser fås i baby-modeller, som kan anvendes fra 1-års alderen.
Dropfod betyder, at man har nedsat evne til – eller slet ikke kan – bevæge forfoden opad. Det gør det svært at gå uden at slæbe foden efter sig eller løfte benet uforholdsmæssigt højt. Dropfod skyldes en beskadiget nerve og kan afhjælpes med en ortose. Når dit barn flytter foden frem, hjælper ortosen barnet med at løfte foden fra underlaget. Den gør foden mere stabil og hindrer til en vis grad overstrækning af knæleddet.
Det er vigtigt, at dit barns fodtøj er stabilt. Ligeledes er det vigtigt at tage hensyn til, at der skal være god plads til skinnen, som skal ned i fodtøjet. Ofte vil fodpladen kunne tilpasses til dit barns fodtøj.
Desuden er det vigtigt, at fodtøjet sidder godt på foden og kan lukkes med snøre eller velcro. Det er en fordel, hvis skoen kan åbnes godt op. Således at det er lettere at tage fodtøjet og skinnen på samtidig.
Den rigide eller semirigide Ankel-Fod-Ortose mod dropfod kan fremstilles i metal, plast eller kulfiber afhængig af, hvor fleksibel en skinne dit barn har brug for.
De mest almindelige årsager til brug af en rigid eller semirigid Ankel-Fod-Ortose er:
- Spasticitet
- Neuromuskulære sygdomme, fx som følge af hjerneblødning, blodprop i hjernen, sclerose og traume
- Slap fod
- Slap parese
- Nerveskader
- Cerebral Parese
- Muskeldystrofi
Sidder ankel-fod-ortosen rigtigt?
Det er vigtigt, at dit barn har den rigtige størrelse ortose og at den benyttes korrekt. Der skal løbende holdes øje med, om ortosen stadig passer, eller om den skal justeres eller udskiftes, da dit barn vokser en del. Din behandler i Sahva har fagligheden til at vurdere, præcis hvilken type ortose, der passer specielt til dit barns forudsætninger og behov.
Afhængigt af hvorfor dit barn skal bruge en ortose mod dropfod, kan både lidelsen og behovet også ændre sig. Det er vigtigt ikke at bruge ortosen forkert eller unødigt. Skal den afhjælpe en lidelse, bør den ikke bruges længere, end behandleren vurderer det.
Gode råd
• Vi anbefaler at vaske bandagen i hånden med et flydende vaskemiddel til tekstil
• Lad aldrig bandagen tørre direkte på en radiator eller anden varmekilde, men læg den i stedet på et håndklæde og lad den tørre