Du har ingen varer i din indkøbskurv.

Kortbensprotese

En kortbensprotese anbefales primært til dig, der er født med en væksthæmning af væsentlig karakter på det ene ben. De to primære diagnoser er fibulær hemimeli og Proximal Femoral Focal Deficiency (PFFD).

Vi fremstiller alle kortbensproteser individuelt, så de er konstrueret med udgangspunkt i alder, helbredstilstand og ønsker til funktionalitet. Det er vigtigt for os, at vi finder frem til den bedst mulige løsning for dig eller dit barn. Derfor vægter vi samtalen om kortbensproteseen lige så højt som den individuelle måltagning.

Ung sportsmand med kortbensprotese og blade

Hvad er en kortbensprotese?

En kortbensprotese består af en benortose - enten i form af en Ankel-Fod-Ortose (AFO) eller en Knæ-Ankel-Fod-Ortose (KAFO), hvorpå der er monteret en protesefod. I nogle tilfælde kan der også være behov for at tilføje et proteseknæled, fordi din egen fod kan være placeret højere end dit modsatte bens knæled.

Formålet med en kortbensprotese er at udligne en større benlængdeforskel samt at give støtte til dit ben, hvis det ikke er stabilt og har brug for ekstra støtte omkring knæ og ankel.

På baggrund af dit aktivitetsniveau og din vægt udformer vi kortbensprotesen i materialer, som giver dig den stabilitet, som du har behov for.  Vi kan blandt andet kombinere forskellige plasttyper med metalskinner eller lave forstærkninger i glas- eller kulfibre – vi kombinerer materialer og eventuelle forstærkninger, så din kortbensprotese passer til dig og dine behov.

Din kortbensprotese får også monteret en protesefod. Der findes mange forskellige typer af protesefødder, og vi udvælger din protesefod med udgangspunkt i dit aktivitetsniveau, din vægt og dine forventninger. I den forbindelse har det betydning, hvor stor benlængdeforskel du har.

Har dit barn brug for en kortbensprotese?

Der opstår mange spørgsmål, når du som forælder finder ud af, at dit barn kommer til at have en markant benlængdeforskel, og det er oftest en situation, som du ikke har været forberedt på. Måske stiller du spørgsmål om, hvilket hjælpemiddel dit barn kan få? Hvem betaler for det hjælpemiddel? Kommer dit barn til at gå normalt og hvad er fremtidsudsigterne når dit barn skal leve som voksen med en kortbensprotese?

Den første kortbensprotese fremstilles oftest når dit barn er omkring 9 måneder gammelt eller giver tegn til at ville rejse sig. På den måde sikrer vi, at kortbensprotesen bliver en naturlig del af dit barns selvopfattelse og får mulighed for at udvikle sig alderssvarende, rent motorisk.

I takt med at dit barn vokser, kan kortbensprotesen forlænges og justeres i volumen til en vis grænse. Derefter skal du søge om en ny protese hos din kommune. Når I har fået en ny bevilling, tager vi nye mål, så dit barns protese igen passer. Derudover monterer vi en større protesefod, så den passer til dit barns vækst på det andet ben.

 

Mobilitet og livskvalitet

En kortbensprotese gør det muligt for dit barn at gå og løbe, og den åbner derfor op for, at dit barn kan deltage i alle aktiviteter – både sociale aktiviteter, sport og helt almindelige dagligdagsaktiviteter. Uden en kortbensprotese vil dit barn formentlig være afhængigt af hjælpemidler som krykker og kørestol.

Når dit barn med en kortbensprotese får mulighed for at gå, øges belastningen på benet, og protesen er derfor med til at stimulere knoglevæksten i dit barns ben.

Vi ser desuden en tendens til, at nogle børn uden protese vælger at kompensere for længdeforskellen ved gå med bøjet knæ, hvilket gør det muligt for dem at gå på trods af den store benlængdeforskel. Det kan desværre give store problemer med rygsmerter og utilsigtet slitage på knæ, hofter og ryg, fordi kroppen belastes skævt.

Med en kortbensprotese forsøger vi i stedet at udligne benlængdeforskellen, så dit barn ikke udvikler skadende metoder til at kompensere for det underudviklede ben.

Vi vil altid gerne hjælpe dig med at få svar på alle de spørgsmål, du måtte have om kortbensproteser. Du kan til hver en tid spørge vores dygtige behandlere, som både kan svare på tekniske spørgsmål om dit barns hjælpemiddel og om, hvordan livet er med et hjælpemiddel.

Bestil tid