Du har ingen varer i din indkøbskurv.

Gode råd om skinnebrug til børn med klumpfod

Forløb
Barnet har nu fået fjernet gipsen og skal i gang med skinnebehandling. De tre første måneder skal skinnen bruges 23 timer i døgnet. Efter de tre måneder reduceres den daglige brug til 14 timer (nat + middagssøvn).

Det er yderst vigtigt, at skinnen anvendes efter forskrifterne, idet klumpfodsstillingen ellers med stor sandsynlighed vender tilbage.

Påsætning af sko og skinne:
1. Giv barnet strømper/strømpebukser på. Barnet skal altid have strømper på. Anvend strømper, hvor der er få sømme/tråde på indersiden af strømpen. Vend dem eventuelt med vrangen udad. Anvend ikke for store strømper, der danner folder.

2. Sæt foden således, at hælen er helt tilbage og helt nede i skoen.

3. Start med at spænde den midterste rem. Denne rem skal spændes godt, da denne holder hælen i den rigtige position. Skoen skal sidde til, så hælen ikke trækkes op.

Mikas med klumpfodMikas med klumpfodMikas med klumpfod

4. Træk gerne i spidsen af strømpen for at undgå folder og se, at tæerne er strakt ud. Herefter spændes de to andre remme. Gentag trinene for den anden.

5. Skoene klikkes nu på skinnen.

6. Tjek at hælen er på plads igennem det lille inspektionshul i skoen. Spænd eventuelt remmene efter. Sko og skinne tages af hver 2. time i dagtimerne, den første dag, for at se til fødderne. Her ses efter rødme og eventuelle trykmærker.

Mikas med klumpfodMikas med klumpfodMikas med klumpfod

Barnets hud
Babyers hud er ikke skabt til at have sko på. Huden er stadig meget følsom fra tiden i gips. Selv om skoene er lavet af blødt materiale, kan der opstå tryk eller vabler. Det er vigtigt, at du sørger for, at foden sidder rigtigt fast i skoen, for hvis foden kan rykke frem og tilbage, kan der hurtigt opstå tryk.

Rødme, som ophører igen, når skoen er taget af, er ingen grund til bekymring. Hvis rødmen bliver kraftigere, mere mørk, eller hvis der opstår tryk eller en vabel, skal sko og skinne tages af, og du skal hurtigst muligt kontakte bandagisten.

Hvis fødderne ikke er generet, forbliver skinnen på hele natten.

Gode råd
Faste rutiner omkring skinnen er godt. Små børn accepterer bedst behandlingen, hvis den opfattes ligeså naturligt som for eksempel tandbørstning. Det kan være en god ide at lægge en pude under benene og skinnen.

Du kan med fordel bøje og strække benene med skinnen på og aflede igennem leg.

Tilvænningstid
Det er normalt, at barnet er ked af det de første døgn. Behandlingen med skinnen er uvant for barnet, og benets bevægelighed er begrænset.

Forvent, at barnet protesterer og sparker i skinnen de første par dage. Ikke på grund af smerter, men fordi det skal vænne sig til noget nyt og anderledes efter gipsbehandlingen.

Det er meget vigtigt, at du holder ud og fortsætter. 

Udvikling
Skinnen vil ikke hindre barnet i at udvikle sig i takt med sine jævnaldrende. Barnet vil kunne kravle og rejse sig aldersvarende.

Skulle der opstå spørgsmål undervejs, er du velkommen til at kontakte bandagisten.

Mikas med klumpfod