Du har ingen varer i din indkøbskurv.

Information om providence nightbrace

Forløb
Proceduren fra ordination til udlevering af korsettet forløber i de fleste tilfælde som i det følgende. Alle forløb er dog individuelle. Derfor kan der forekomme variationer.

Ordination
Korsettet er ordineret af en speciallæge på baggrund af kliniske fund og røntgen eller scanning.

Målsætning
Målsætningen med Providence korsettet er at undgå forværring af Scoliosen. I nogle tilfælde ses også en opretning af Scoliosen. Du skal som udgangspunkt anvende korsettet, til du er færdig udvokset. Det er lægen, der afgør, hvornår du afslutter behandlingen.

Måltagning
Under måltagningen er du iført en stram undertrøje, imens du ligger på et koordinatbræt. Ryggens skævhed korrigeres ved hjælp af nogle klodser. Klodserne placeres i forhold til ryggens skævhed med udgangspunkt i røntgenbillederne.

Ved måltagningen kan der også vælges en farve og/eller et mønster, som du ønsker, at korsettet skal have.

Pige med Providence Nightbrace

Udlevering
Korsettet er klar til udlevering ca. 3 uger efter måltagningen. Du skal regne med, at det tager ca. 1-1,5 time at få udleveret korsettet. Ved udleveringen afprøves korsettet, og det sikres, at de oprettende tryk ligger de rette steder. Det kan også være nødvendigt at tilrette kanterne på korsettet.

Ovenstående sikres ved, at du ligger og hviler med korsettet på i ca. 15 min.

Brug
Korsettet skal bruges hver nat for at få det optimale resultat. Der vil ofte være noget tilvænning forbundet med for eksempel at skulle finde nye sovestillinger samt følelsen af at have korsettet på. For at undgå unødige trykgener fra for eksempel en undertrøje, der kan krølle, bør du anvende de udleverede undertrøjer, som er sømløse og kan vaskes i vaskemaskine. Det anbefales ikke at anvende bh/top under undertrøjen, da dette øger risikoen for trykgener.

På velcroremmene vil der ofte være afsat to streger; en ”starterstreg” samt en streg, hvorved du opnår optimal stramhed af korsettet. Målet er at nå ind til streg nr. to i løbet af ca. 2-4 uger.

Rengøring
Korsettet rengøres med en fugtig klud eller håndsprit efter behov.

Kontrol
Efter udlevering af dit korset bestiller bandagisten en liggende CT-scanning eller røntgen på det hospital, du er tilknyttet. Efter ca. 4 uger er det tid til kontrol hos bandagisten, som i mellemtiden har modtaget svar på CT-scanningen eller røntgen. Herudfra kan vi se, om korsettet fungerer, som det skal, eller om der skal foretages finjusteringer for at opnå optimal korrektion.

Herefter vil der være kontrol hos bandagisten efter hhv. 6 og 12 måneder. Har du yderligere behov for at kontakte bandagisten, er du velkommen til det.

Fornyelse
I takt med at du vokser, kan trykket fra korsettet give øget ubehag. Sker dette, skal bandagisten kontaktes. Så der kan tages stilling til, om nuværende korset kan tilrettes, eller om der skal tages mål til nyt.

Den gennemsnitlige anvendelsesperiode på ét korset er ca. 12 måneder.

Kontakt Sahva på 7011 0711

Pige der har providence nightbrace påProvidence Nightbrace