Fra mandagstræning til amputation på 24 timer

Den ene dag var Rasmus Larsen til træning. Den næste dag havde han mistet sit ben.

Det begyndte som en helt almindelig hverdag med hjemmearbejde og Teams-møder. Det eneste der havde været lidt anderledes var, at tidligere på dagen havde han mærket, at hans højre fod var begyndt at sove. Selvom Rasmus synes det var lidt mærkeligt, så tænkte han ikke yderligere over det. Senere kørte han ud for at hente en pakke. Da han steg ud af bilen, får han vanvittigt ondt i hans højre læg.

"Det er noget af den værste smerte, jeg nogensinde har prøvet."

Han får hentet pakken, og da han skal køre hjem, kan han ikke længere bevæge benet. Han må bruge hænderne til at flytte benet mellem speeder og bremse for at komme hjem.

Kort efter kommer ambulancen.

På hospitalet får Rasmus besked: Han har en aneurisme - en udposning på en arterie omme på højre læg. Den var blevet så stor som en tennisbold og havde sendt blodpropper ned i underbenet. Han bliver opereret en gang og får at vide at det er gået godt, men eftersom han stadig er påvirket af bedøvelse og smertestillende medicin, har han svært ved at vurdere præcis, hvor lang tid der går, før noget føles galt – hans fod og tæer bliver følelsesløse, og så skal han opereres igen. Da han vågner efter den anden operation, så får han at beskeden om, at benet skal amputeres. Amputationen blev ikke præsenteret som et valg.  

"Jeg får amputeret underbenet lige over knæet og vågner op fra den operation selvfølgelig omtåget og har det dårligt af narkosen, og min kone og børn er der også på det tidspunkt, og det er selvfølgelig meget følelsesladet det hele. "

Midt i chokket og de overvældende følelser efter amputationen står én følelse særligt klart for Rasmus.

"Jeg var utrolig glad og taknemmelig for at være i live." 

Da virkeligheden ramte

I dagene efter operationen begynder realiteterne at gå op for Rasmus, og da han ligger i sengen, har han på ingen måde lyst til at kigge på stumpen. Dynen skjuler det meste, men man kunne alligevel se, at halvdelen af benet manglede.

’’Jeg har mistet halvdelen af mit ben, og jeg føler også at jeg har mistet noget af mig selv, og jeg har mistet noget af den Rasmus jeg kender så godt. ’’

Da sygeplejerskerne skiftede forbinding, blev han overrasket. Det frygtede "kæmpe kødsår" var i stedet et velsyet operationssår. Men synet gjorde samtidig konsekvenserne helt umulige at ignorere.

"Det er fuldstændig vanvittigt at kigge ned og se, at man mangler et ben. Man tror jo, det sker for naboen eller gamle mennesker, men ikke ens selv."

Bandagisten med den gode energi

Kort efter bliver Rasmus introduceret til et nyt ord: bandagist.

Han kastede sig over information om proteser, læste de materialer, han havde fået, og søgte efter alt, hvad han kunne finde på nettet om livet som amputeret. I genoptræningen møder han bandagisten Gitte fra Sahva, som hurtigt gjorde indtryk. I stedet for at spørge ind til hvad der var sket, spurgte hun til fremtiden.

"Du er sikkert træt af at tale om, hvad der er sket. Skal vi ikke tale om, hvad du gerne vil?"

Den tilgang og Gittes gode energi gjorde en forskel. Sammen arbejdede de målrettet mod et mål, og det var at få Rasmus i gang med at gå, så hurtigt som muligt.

Familiefar med robotben

Den første tid var hård for hele familien. Da børnene besøgte ham på hospitalet, mødte de deres far afkræftet, udmattet og med ét ben mindre. Men som ugerne gik arbejdede familien sig gradvist tilbage mod en så normal hverdag som muligt. Rasmus er stadig den far, der minder børnene om at rydde op og tømme skoletaskerne. Familien har tilpasset sig de nye vilkår uden at lade amputationen definere dem.

 "Selvfølgelig har der været ting, hvor vi har skulle tilpasse os, men jeg har gjort alt, jeg kunne for, at mine børn ikke skulle få et anderledes liv. Og det synes jeg, at vi er lykkedes ret godt med."

Og børnene har deres egen betegnelse for protesen.

"De kalder det mit robotben."

De små sejre

Med genoptræningen kom en række milepæle. Først kom turen fra hospitalssengen til et par krykker. Den næste sejr var det øjeblik, hvor han for første gang stod på to ben med sin protese. Men én oplevelse står særligt klart.

"Den største sejr var første gang, jeg gik udenfor hjemmet første gang uden krykker eller stok, og hvor jeg bare gik. Jeg går ikke lige så hurtigt, lige så pænt eller lige så normalt, som jeg gjorde før, men jeg gør det uden at skulle tænke for meget over det." fremhæver han.

Senere kom cyklen.

Efter at have øvet sig på hometraineren vovede han sig ud på vejen. Nervøs for, hvad der ville ske, og om han ville vælte. Det gjorde han ikke. Tværtimod. Turen blev en succes og gav ham troen på, at han skulle fortsætte. Den tro blev kun styrket, da han mindre end seks måneder efter sin amputation stillede op til DM i Paracykling. For Rasmus var det endnu et bevis på, at rejsen ikke handlede om begrænsninger, men om at blive ved med at bevæge sig fremad.

Mere nærvær

Rasmus savner stadig sit ben indimellem.            

’’Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savner mit ben en gang imellem. Fordi selvfølgelig gør jeg det, men hvis man kan sige, at der er noget positivt i at have mistet et ben, det er jo, at man virkelig får tænkt over tingene, og finder ud af hvad der er vigtigt.’’

Forløbet har ændret hans perspektiv. På bare 24 timer gik han fra en almindelig hverdag til en livsforandrende amputation. Det har gjort det tydeligere end nogensinde, hvad der betyder noget.

"Det er ikke protesen eller amputationen, der skal holde mig tilbage."

I dag handler det mindre om det ben, han har mistet, og mere om det liv, han stadig har.

"Jeg vil prøve at være mere nærværende i de vigtige situationer. Det tror jeg, min familie vil være glad for," siger han med et grin.