De tre mest stillede spørgsmål til Sahvas specialist i brystproteser
Johanna er uddannet sygeplejerske og arbejder som klinisk konsulent hos Sahva, hvor hun vejleder brystopererede kvinder til den optimale brystprotese og passende lingeri. Vi har bedt Johanna om at svare på de tre spørgsmål, hun oftest bliver stillet.
Hvilken brystprotese har jeg behov for?
- Det er meget individuelt, hvilken brystprotese der passer bedst til den enkelte. Jeg vurderer det typisk ud fra, hvordan kvindens ar er helet. Er der væske ved arret, vil jeg vælge en protese med perlebeklædning, som er en bagside med små 'dutter' i silikone, der masserer arvævet og på den måde leder væsken væk. Er arret helet pænt op, vil jeg typisk anbefale en protese med klæb. Ergonomisk er denne type protese rigtig god, fordi den sidder fast på huden, som et naturligt bryst ville. Det giver ofte en bedre holdning og balance i kroppen. Dernæst ser jeg selvfølgelig på protesens facon og kvindens silhuet, så hun føler sig godt tilpas og ser symmetrisk ud - forklarer Johanna.
Kan jeg bruge protesen i mine egne bh'er?
- Jeg oplever et generelt ønske om, at de brystopererede kvinder gerne vil bruge deres eget lingeri. Det kan godt fungere for nogen, og jeg lader det altid komme an på en prøve. Dog sidder en brystprotese sjældent rigtig godt i en almindelig bh. Pasformen kan variere meget, og protesen kan nemt falde ud. Med bh'er, der er beregnet til brystproteser, kan protesen placeres sikkert i en lomme, hvor den ikke kan falde ud. Bh'erne er typisk uden bøjle og med indbygget støtte. Der er ofte en flad søm, der ikke irriterer, og et bredt snit, som dækker eventuelle ar. Rigtig mange brystopererede kvinder bliver overrasket over, hvor smukt og elegant lingeri de kan kan købe til deres brystprotese - fortæller hun.
Jeg vil i den forbindelse lige påpege, at det ikke er muligt at få bevilget lingeri. Det er der mange, der tror, men det kan man desværre ikke - supplerer hun.
Hvad kan jeg få bevilget?
- Du kan få bevilget op til to brystproteser første gang, du ansøger. Derefter kan du få bevilget én udskiftningsprotese om året eller to hvert andet år. Kommunen vurderer din ansøgning individuelt - afhængig af dine behov og situation. Du skal selv ansøge via borger.dk - afslutter Johanna.
Bestil en tid på 7011 0711
Du er altid velkommen til at bestille en tid hos Johanna eller en af vores andre dygtige konsulenter, som er specialiserede i brystproteser og lingeri. Det er gratis og uforpligtende.