Skip navigation

Typer af benproteser

Der findes et bredt udvalg af benproteser, som dækker et ligeså bredt spektrum af behov hos mange forskellige brugere. Hvilken type af benprotese, der passer bedst til brugeren, afhænger både af selve benstumpen, brugerens aktivitetsniveau og fysik generelt.

Aktivitetsniveau før og efter amputation

Hvis en bruger før amputationen var dårligt gående, nytter det ikke noget at forsyne ham eller hende med en højaktiv protese, ligesom det omvendt er vigtigt, hvis man før amputationen har været vant til masser af bevægelse, at man får en protese, så man kan forsætte et aktivt liv.

Benproteser til amputationer over knæet

  • Hofte-ex (ved amputation gennem hoften). Protesen spændes på med et lavt korset og bliver udstyret med både bevægeligt hofteled og knæled.
  • Femur-protese (ved amputation gennem lårbenet). Protesen består af et hylster, et knæled og en fod. Protesen kan sidde fast på forskellige måder, afhængig af stumpens facon og længde samt brugerens fysik og alder.

Benprotesens sammensætning

Valget af komponenter afgøres af brugerens aktivitetsniveau. Generelt kan man sige at jo højere aktivitetsniveau, jo mere avancerede komponenter anvendes der til protesen. Den simpleste form for knæled er f.eks. låst ved gang, således at man går med et stift ben, mens de mest komplicerede knæled er styret af en mikroprocessor, som gør det muligt at tilpasse knæenes funktion meget præcist til brugerens gang.

Protese til amputation gennem knæet

  • Knæ-exarticulations-protese (ved amputation gennem knæet). Denne protese minder meget om en femur-protese, men hylsterets udformning er lidt anderledes, da enden af stumpen tåler mere belastning.

Proteser til amputationer under knæet

Transtibial protese (underbens-protese). Protesen består af et hylster og en fod. I dag anvendes der altid liner på stumpen. Valg af liner afhænger især af stumpens form og brugerens aktivitetsniveau. Denne type protese kan fastgøres på forskellig måde med enten en pin-lås eller vacuum.

Ankelprotese/Symes (amputation gennem ankelledet). Protesen består af en protesefod eller et hylster; eller en kombination af disse. Protesen sidder fast ved hjælp af vacuum eller ved hold oven over ankelleddet. Består protesen kun af en fod, vælger vi i Sahva ofte at fremstille den i ren silikone.

Delfodsproteser (hvor en del af foden er amputeret). Protesen består af en fod med integreret hylster, og holdes fast ved hjælp af vacuum eller ved hold over hælen / achillessenen. Hos Sahva fremstilles foden ofte i ren silikone, og laves så den ligner den modsatte fod bedst muligt.

Benprotesen af og på

Bandagisten lærer brugeren, hvordan man tager protesen af og på. Det er vigtigt at lære det på den rigtige måde, så protesen altid sidder korrekt. Både af hensyn til komfort, bevægelse og for at protesen kan bruges optimalt.

Sahvas videoer på YouTube

På internettet findes der flere små videoer, der viser hvordan forskellige typer af benproteser håndteres.
Sahva har selv en kanal på YouTube, hvor vi har korte og lange videoer om alt muligt fra vores verden. Heriblandt også nogle klip, der viser, hvordan man tager en benprotese på og af.

Relateret tekst

Kontakt os og hør mere om dine muligheder:




Til toppen