Skip navigation

Særlige benproteser til sport og vand

Løb, ski, roning og svømning -
Hvad kan man få benprotese til?

Kan man som protesebruger løbe? Ro? Svømme? Ja, man kan.
Faktisk kan man dyrke næsten hvilken som helst sport, når man er amputeret. Især hvis man kender sportsgrenen godt i forvejen. Rent teknisk kan det meste lade sig gøre, og bandagisterne hos Sahva er altid villige til at lede efter løsninger.
Vi har set på de forskellige typer af særlige benproteser.

Badeprotese eller hygiejneprotese

Protesen kan tåle vand. De fleste får badeprotese af hygiejneårsager, altså til at tage bad med, hvis man ikke har mulighed for at bruge badeskammel.
Men en badeprotese åbner også andre verdener. Den kan bruges til en strandtur eller til en tur i svømmehallen. Protesens hovedfunktion er at komme til og fra vandet, så man slipper for krykker, som kan blive farlige på et glat gulv.

Svømning med protese

Svømmeprotesens flydeevne er justeret, så den ligger i vandet, uden at synke eller flyde oven på. Er man amputeret over knæet, vil man kun kunne svømme crawl, fordi benet er stift. Dog kan knæet evt. låses op, når man går. Underbens-amputerede bruger eget knæ og kan derfor også svømme brystsvømning med badeprotesen, som dog typisk har et stift fodled.
Badeprotesen er relativ billig i komponenter. Dog findes der avancerede komponenter, blandt andet en svømmefod, der tåler vand og kan bøje i ankelleddet.

Løbeprotese

De mest avancerede almindelige protesefødder, kan man godt løbe eller jogge med. Men er man til sprint og konkurrence, skal man bruge en løbefod, som er en stor fjeder, fremstillet i kulfiber, og som har pigge i sålen. Er man amputeret over knæet, skal man også bruge et særligt knæ, som kan bevæge sig hurtigt. Hydraulikken styrer vinkelhastigheden, og det komplekse samspil mellem teknik og brugerens motorik afgør, hvor hurtigt man kan løbe. Løbeprotesen bruges også til at dyrke både springgymnastik og længdespring med.

En løbeprotese er avanceret udstyr, og brugeren skal undervises i løbeteknikken.
Det arbejdes der blandt andet med på Sahvas ”Løbeskole for benamputerede” hvert år i august (link til video fra Løbeskolen).

Protese til roning

Til rosport har man brug for et ankelled, der er frit bevægeligt, så man undgår modstand, og så al energien kommer ud i årerne. Når man skal ind og ud ad båden, bruger man låsemekanismen i anklen, så man lige akkurat kan gå. Er man amputeret over knæet, skal knæet også være frit svingende, mens man ror.

På ski og snowboard med protese

Er man underbensamputeret, kan man komme ud i sneen på både langrend og slalom med sin almindelige protese. Er man amputeret over knæet, skal man have en almindelig fod og et frit bevægeligt knæ.
Til snowboard findes et specielt knæ, som har modstand mod bøjning, og som man kan stå og hænge i.  For de fleste underbensamputerede med en almindelig protese er snowboard til at gå til.
Udover nævnte proteser er der blandt andet lavet særlige armproteser til blandt andet jagtvåben, roning, kajak og kano, bordtennis og trommeslagning.

Hvem får bevilget særlige proteser?

Normale bevillinger fra kommunen gælder kun et ben at gå på.
For de særlige proteser skal man være ekstra opmærksom, når man ansøger kommunen om tilskud til en protese. Det er ofte bedst at kigge på alle behov fra starten og argumentere for dem. Er behovene én gang anerkendt, er det tit lettere at få fornyelse, mens pludseligt opståede behov for bade- eller sportsprotese kan være svære at argumentere for.
Så var man svømmer, løber eller anden sportsmand eller -kvinde før amputationen, og har lyst til at fortsætte, så ansøg om særligt udstyr, så snart der søges bevilling hos kommunen til en protese.

Video af Lars Henneberg - Deltager ved Sahvas Løbeskole 2013


Relateret tekst

Kontakt os og hør mere om dine muligheder:

Læs også artiklen om
Daniel W. Jørgensen og hans sportsprotese:

Løbeben i verdensklasse


Se forskellige
typer af benproteser


Læs også
Sahvas brochure om benproteser:

 

Se flere af Sahvas videoer på YouTube (SahvaTube)


 

Til toppen