Skip navigation

Nikolai Prokofjevs høje sko

Med tolv centimeters forskel på benlængden ville det for de fleste danskere være en selvfølge at få tilskud til ortopædiske sko, der kan gøre hverdagen lettere. Men sådan er det langt fra i Hviderusland. Det har derfor stor betydning for Nikolai Prokofjev, når han kvit og frit modtager et par nye, forhøjede sko fra Sahvas skomagermester i Aalborg, så han kan gå og leve et selvstændigt liv.

Nikolai Prokofjev blev født i byen Bobrujsk i Hviderusland for 25 år siden. Han var både sund og rask - men med et højre ben, der var vredet skævt, og aldrig udviklede sig i takt med det venstre. På hospitalet skød man skylden på ulykken i Tjernobyl fra 1986 og mente ikke, der var noget, de kunne stille op.

Tunge sko

Gennem sin barndom måtte Nikolai Prokofjev klare sig med et par støvler, som han brugte, til de ikke længere kunne hænge sammen. En lokal skomager havde lavet en forhøjelse i kork, for at udligne den store forskel i benlængden, der dengang var på hele 18 centimeter, men korken tiltrak både mudder og sne, som klæbede til skoen, og på ingen måder gjorde det nemt at løbe omkring.

Tjernobyl-lejren ser dagens lys

Oppe i Thy, i Danmarks nordvestligste hjørne, var nogle mennesker blevet så berørte af Tjernobyl-ulykkens konsekvenser, at de besluttede sig for at gøre noget. I 1996 lykkedes det at hente 36 hviderussiske børn, der på den ene eller anden måde var blevet ramt af ulykken, til en 19 dages sommerlejr i Danmark. Lejren blev en stor succes, og i alle år lige siden, har et nyt hold børn, mellem otte og tretten år, fået lov at opleve, hvordan livet også kan være.

Længere ben og ortopædiske sko

I 1998 var Nikolai Prokofjev en af de heldige. Han var dengang 13 år, og for ham kom lejren både til at betyde muligheden for at komme til Berlin og få forlænget det højre ben, ligesom han også fik nye sko, som Tjernobyl-foreningen valgte at betale. To operationer, et brækket ben - og mange smerter - senere endte benforskellen på de nuværende tolv centimeter.

Sko på skrømt

De første mange år måtte Sahvas skomagermester i Aalborg, Lone Larsen, sjusse sig lidt frem, for at lave forhøjelsen på skoene, da hun jo aldrig havde mødt Nikolai. Men sidste sommer lykkedes det endelig Nikolai Prokofjev at komme på sommertur til Danmark for første gang siden lejren i 1998.

Besøg i Danmark

Nikolai Prokofjev lagde vejen forbi Sahvas værksted i Aalborg – til stor glæde for begge parter. Lone Larsen er nemlig lige så glad for at lave skoene, som Nikolai Kropofjev er for at gå i dem.

"Sahva får jo som sådan ikke en pind ud af det. Men for mig er det et dybtfølt ønske om at hjælpe, og jeg har lovet Nikolai, at lige så længe jeg er her, vil jeg lave sko til ham,” siger hun.

Fra Aalborg til Bobruisk

Nu er både mål, facon og design på plads, og de høje sko rejser uden problemer på turen mellem værkstedet i Aalborg og posthuset i Bobrujsk.

Relateret tekst

Kontakt os her for vejledning om fodtøj:


 

 


 


 

Til toppen