Skip navigation

"Mini" til søndagsture og rally

Et lille klonet mesterværk af originalt karosseri fra ´66, motor fra en Honda CBR 1000, skiver og bremser fra en Golf, trækaksler fra en Ford Escort - og flere sammensvejsede løsninger, der fuldender det stilistiske indtryk. Det er hovedingredienserne i den racerrøde Mini Cooper S, der står i garagen hos Leif Fuhrmann Hansen i Vejlø og er ved at være klar til syn.

Det bliver en stor dag, når det lykkes. Leif Fuhrmann er både stolt og ivrig, da han gennemgår bilens små og specielle finesser, der gør, at han kan komme til at køre rally i den - selvom han kun har ét ben til rådighed for pedalerne.

Ræs med protese

”Jeg har jo rodet med biler lige så længe jeg kan huske. Og Mini´en har alle dage været min helt store kærlighed,” siger han, mens de mange billeder rundt om i værkstedet, der er indrettet i husmandsstedets gamle lade, bekræfter udsagnet. Blandt andre et sort/hvidt foto fra hans første motorløb som 18 årig – i en Mini fra ´63, og billeder fra tiden efter han mistede det ene ben i en ulykke i 1987, og derfor byggede sin første handicapvenlige bil, en Mini Mascot, som kom med på udstilling til et motorløb – sammen med Jason Watt. 

Handicapbil til racerløb

”Lige efter amputationen troede jeg, det var slut med at køre motorløb. Men så kontaktede jeg det, der dengang hed ”Sahva Auto”, som indrettede handicap-biler, og snakkede med dem om, hvordan man kunne lave forskellige ting, så jeg stadig kunne køre, selvom jeg manglede det ene ben. Og siden har jeg så udviklet videre på det,” fortæller han entusiastisk, mens han stryger kærligt hen over Mini´ens skinnende, røde lak og sorte felter.

Store krav til benprotesen

Virksomheden Sahva laver ikke længere biler til handicappede, men laver stadig Leif Fuhrmann Hansens ben. Hans lidenskab for motorløb og de mange timer der bliver brugt med at kravle rundt om bilerne i værkstedet, stiller store krav til protesen. Han får slidt dem grundigt op, en efter en, og kan i dag prale af at gå på sit ben nummer 11 siden amputationen!

Heichendorff til udflugt

I rummet ved siden af værkstedet holder ”søndagsbilen”. Endnu en Mini - denne gang en model fra 1977, dybgrøn og sat i stand lige fra vinduesvisker til hjulkapsel. Under motorhjelmen ligger et ”Poul Heichendorff”-topstykke, boret op til 1380 kubik. En bil med knald på – som har været på banen i tre ræs, men i dag mest er til udflugter og hyggeture.

Pedaler eller håndkobling

Den bliver kørt ud i solen, og Leif Fuhrmann Hansen åbner motorhjelmen for at vise en unik finesse, han har udstyret bilen med: Et lille simpelt håndtag kan bestemme, om bilen skal køres med pedaler eller med håndkobling; med andre ord: en chauffør med eller uden benprotese. Enkelt og smart – og blandt andet dén finesse, der kvalificerer bilen til at være registreret som ”invalidebil med konstruktive ændringer.”

Lastbilulykke kostede benet

Leif Fuhrmann Hansen var ude for en lastbilulykke i 1987, der betød at hans ene ben blev vredet helt skævt, mens det andet sad fast i en halv time, før Falck fik klippet ham fri. Det klemte ben blev reddet, mens lægerne valgte at amputere det venstre gennem låret. Han var dengang 34 år, og oplevelsen vendte op og ned på hele hans tilværelse. Alle drømme om motorløb i fremtiden smuldrede i hans tanker – lige indtil hans svigerfar skar igennem og bedyrede, at så måtte han jo bare bygge bilerne om, så de passede til det, han kunne nu. Som sagt så gjort.

Klar til ny start

Snart bliver sidste hånd lagt på den nye vogn. Idéen med mc-motoren under bagsmækken fik han, da han så noget, der lignede, under et besøg i England, og som var blevet godkendt efter EU-reglerne for rallybiler. Derfor mener han, at det også burde kunne lade sig gøre i Danmark. Og alt virker da også som det skal. Bilen kan både bakke, køre frem, blinke og fungere helt efter bogen, så nu er det bare op til synshallen i Næstved at give ham stemplet, så han igen kan komme på ralllybanen med en Mini.

Relateret tekst

Om Mini:

  • Mini-bilen havde premiere den 26. August 1959
  • Den blev produceret frem til den 4.oktober 2000
  • Designet af Alec Issigonis
  • Mini´en er den mest solgte britiske bil nogensinde


Kontakt Sahva og hør mere om dine muligheder:

Til toppen