Skip navigation

At leve med brystprotese

Susanne Jørgensen er 52 år og fra Kolding. I 2005 opdagede hun en lille knude i højre bryst, men det lod sig gøre at fjerne den, og hun blev erklæret rask. Fire år senere opdagede hun dog endnu en knude i samme bryst – og denne gang fik hun fjernet hele brystet.

”Den første knude var blot syv milimeter stor, og jeg kan huske, jeg tænkte: Det her dør jeg i hvert fald ikke af. Men anden gang blev jeg bange. Kan man overleve kræft to gange?!” fortæller hun.

Klar med paryk

Susanne Jørgensens operation gik fint, og sygehusets personale var gode til at informere om alt det, der skulle ske.
”De sagde også, jeg skulle have styr på det med en paryk allerede inden operationen, så jeg ikke også skulle tænke på det, når først jeg skulle i gang med kemokuren".

Svære følelser

Når jeg tænker tilbage, synes jeg faktisk, at det, at tabe håret, har været noget at det sværeste at forholde mig til. Også overfor min mand. Jeg ved ikke helt hvorfor; måske en slags forfængelighed?!”
Efter operationen brugte hun paryk et år, før håret igen var vokset ud.

Overraskende mange brystproteser

”Jeg synes ikke, der er så meget tabu omkring brystoperationer. Til gengæld bliver der ikke snakket ret meget om brystproteser og hele forløbet efter operationen. Jeg blev for eksempel meget overrasket første gang, jeg så, hvor mange forskellige slags brystproteser, der findes. Det er jo en verden, man ikke kender til og først skal til at sætte sig ind i”.

Bikini på stranden

Livet med brystprotese er ikke noget, Susanne Jørgensen føler sig hæmmet af i det daglige.
”Jeg går ikke længere så nedringet eller med v-hals, som jeg gjorde før. Og i sommer var det også lidt en hurdle, jeg skulle over, da jeg skulle have bikini på under ferien i Spanien. Jeg havde fået min svigermor til at sy min protese ind i bh´en, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, om man kunne se det, når jeg for eksempel lå ned. Men det kan man jo ikke,” smiler hun.

Relateret tekst


Til toppen