Skip navigation

Lad aldrig dit handicap være en mur!

Svømmeren Lasse Andersen har nået sit mål om deltagelse i De Paralympiske Lege 2012 i London. Dette på trods af en medfødt misdannelse af lårbensknoglen. Hans råd til andre handicappede er, aldrig at lade handicappet være en mur og en dårlig undskyldning for, at du ikke kommer ud og gør de ting, du har lyst til.

"Du kan ikke lave om på, hvordan du er født. Derfor handler det om at få det bedste ud af det. Der findes snart så mange hjælpemidler, at meget kan lade sig gøre,” siger svømmeren Lasse Andersen, som skal deltage i De Paralympiske Lege (PL) i London 2012, der løber fra den 29. august til den 9. september.

I mere end 2 år har han trænet sig hen imod PL, og i begyndelsen af juli kunne han ånde lettet op, da han endelig fik at vide, at han var én af de 28 atleter, som var blevet udtaget til PL.

”At få at vide, at jeg skulle af sted til London var faktisk en mærkelig følelse – eller nærmere følelser. Det var både en kæmpe succesoplevelse, fordi jeg har forberedt mig i så lang tid på at blive klar til PL, men det var også en kæmpe lettelse. Nu kunne jeg udelukkende fokusere på at ramme mit livs form og blive klar til at give den alt, hvad jeg har i mig,” siger Lasse Andersen stolt.

De store kanoner får kamp til stregen
Alle midler har været i brug. Ud over svømmetræningen 10 til 11 gange om ugen har styrketræning, løb og crossfit fyldt resten af tiden ud. Det har været hårdt og krævet sine ofre på hjemmefronten.

”Heldigvis har jeg haft nogle gode venner, familie og kæreste, som har støttet mig og fået mig ud ad døren på de hårde dage. For det ville være en stor løgn at sige, at jeg kun har haft gode dage,” siger Lasse Andersen og fortsætter:

”Men jeg har villet det så meget, at jeg også er kommet af sted de dage, hvor kroppen har føltes helt ad helvedes til, og jeg egentlig bare har haft lyst til at blive hjemme på sofaen.”

Det har da også givet pote og skulle ifølge Lasse Andersen gerne føre nogle finaler med sig.

”Jeg tager til London for at komme i så mange finaler som muligt. For når man først er i finalen, kan alt ske. Jeg tager ikke af sted bare for at være med, men for at give de store kanoner kamp til stregen,” siger han bestemt.

Kan følge med ”raske” atleter
Lasse Andersen har en medfødt misdannelse af lårbensknoglen og bruger derfor benprotese. Han har været kunde hos Sahva siden, han var halvandet år gammel, og sætter pris på Sahvas tålmodighed.

”Der har altid været tid. Jeg har aldrig følt, at jeg skulle skynde mig. Hvis benet for eksempel ikke fungerer, som det skal, bliver der sat den nødvendige tid af til tilrettelser osv.,” fortæller Lasse Andersen.

I samarbejde med Sahva har Lasse fundet frem til den perfekte løbefod, som han kan bruge, når han træner over vandet. Det har dog ikke været en nem proces.

”Der har i de seneste år været meget fokus på, hvilken slags fod, som var bedst, når man var meget aktiv. Vi har derfor prøvet alverdens forskellige modeller og typer for at finde frem til den, som passede mig bedst,” siger Lasse Andersen, der nu kan følge med de 'raske' atleter, hvad enten det er på løberuten eller til crossfit.

”Jeg er i stand til at gøre præcis det samme som alle andre, og selvfølgelig lidt bedre,” siger han med et smil.

 
 

Bookmark and Share

Relateret tekst

Kontakt os og hør mere om dine muligheder:

Andre PL-atleter:

Læs om bordtennisspiller
Peter Rosenmeier


Læs om
Daniel W. Jørgensen

 

Til toppen