Skip navigation

Løbeben i verdensklasse

En forkert landing efter et spring på trampolin for tre år siden blev fatal for Daniel Wagner Jørgensen. Troede han. For han mistede sit højre ben over knæet. Nu har en vilje af stål og et løbeben af kulfiber gjort ham til en del af verdenseliten på vej mod Paralympics 2012 i sprint og længdespring.

Lige siden Daniel Wagner Jørgensen fik sit første ”nej” efter amputationen, har viljen brændt i ham og han bliver ved at kaste sig ud i nye ting. Ifølge eksperterne ville han hverken komme til at cykle eller stå på snowboard. Men det lille ord ”nej” virker som benzin på bålet for Daniel Wagner Jørgensen.

Lysten gør det muligt

”Da der blev sagt nej til cykling, satte jeg mig op på den og kørte en tur. Og da der blev sagt nej til snowboard, tog jeg afsted til Alperne. Man skal simpelthen ikke affinde sig med et nej, hvis man har lyst til noget”, mener Daniel Wagner Jørgensen, som i tæt samarbejde bandagisterne fra Sahva i Vejle gang på gang må opfinde den bedste løsning til stumpen på hans højre ben, både når det gælder til løb, længdespring, snowboard, kitesurfing og gymnastik.

”Jeg synes ikke, man skal lade sig stoppe af et nej. Det siger jo mere om dem end om mig. Hver gang jeg møder en begrænsning, må jeg bare bevise det modsatte. Man må aldrig miste modet. Bare afsted…” smiler Daniel Wagner Jørgensen.

Intensiv træning

Daniel Wagner Jørgensen er 18 år og træner atletik fire gange om ugen, på lige fod med de andre som har raske ben. Han har den nye store løbefod med i tasken og skal de kommende måneder teste den på løbebanen. Det er han spændt på. Han løber nemlig nu så hurtigt, at det hydrauliske system ikke kan følge med mere.

Svært at udvikle den optimale protese

”Det er et puslespil at få proteserne til at yde det bedste. Lige så snart man tror, at en ny løbefod er perfekt, viser det sig, at knæet ikke passer sammen med den. Og så skal der tænkes om igen. Men jeg får rigtig meget hjælp fra min bandagist fra Sahva, som sommetider kommer med op på stadion for at prøve fødderne af sammen med mig. Jeg tror på, at vi ender med at have et rigtig godt ben, som jeg kan træne med frem til Paralympics i London 2012,” fortæller han.

Udnyt protesens muligheder

Og det gælder om at bruge den. Protesen. Mens nogle benamputerede ikke rigtigt får brugt deres protese aktivt, mener Daniel Wagner Jørgensen, at forholdet til protesen er afgørende:
”Jo større tillid jeg har til protesen, og jo mere jeg bruger den i min sport, jo bedre bliver jeg faktisk. Til VM studerede jeg de bedste deltagere, og i længdespring viste det sig, at dem, som sætter af på protesen, kommer længst. Og det var et guld-tip.”

Afsæt til guldmedalje

Derefter satte Daniel Wagner Jørgensen af på højre ben med foden af kulfiber og sprang sig til guldmedalje i længdespring. Det blev et stærkt supplement til bronzemedaljerne i både 100 og 200 meter.  
Daniel Wagner Jørgensen ved bare, at han vil. Og det har han vidst længe. Han ved, at han vil mere. Længere ud i længdespringsgraven og hurtigere frem på løbebanen. Målet er deltagelse i London 2012. Daniel Wagner Jørgensen har kvalificeret sig, og venter nu på selve udtagelsen, som finder sted til næste år. Og går alt vel, bliver det også Rio 2016.

Giver motivation til andre amputerede

”For mig er det en styrke at være amputeret. Jeg skal nødvendigvis være teknisk dygtigere. Og det at træne med raske sportsfolk, styrker mig. Konkurrence og resultater tænder mig. Og så kan jeg se, hvordan jeg motiverer andre, bare fordi jeg kan, ” siger Daniel Wagner Jørgensen og tilføjer:
”Heldigvis oplever jeg ikke forskelsbehandling til træningen. Jeg bliver presset af min træner og konkurrerer på lige fod. Og jeg føler mig altså heller ikke som handicappet, jeg er jo bare en lille smule gangbesværet.”

Høj af sport

På en almindelig torsdag kan man derfor se Daniel Wagner Jørgensen køre ind på stadion i Vejle på sin scooter. Han har glædet sig lige siden solen stod op. Det bobler i årer, hud og hydraulik. Han er også lidt spændt, for måske har hans træner tænkt sig at straffe ham med massiv intervaltræning, fordi han ikke er i god nok form.

Tro på mulighederne

Der ligger meget hårdt arbejde bag Daniels Wagner Jørgensens resultater. Masser af træning på stadion, mange vigtige timer med bandagisten hos Sahva, mange brikker i et puslespil. For ingenting kommer af sig selv.
”Man skal bare ikke tvivle. Begynder man at tvivle, når man står overfor noget, går det bare skævt. Og så skal man tro på mulighederne og turde. Tænk alt det jeg var gået glip af, hvis jeg ikke havde rejst mig op og løbet videre ud i verden,” smiler Daniel Wagner Jørgensen.

Relateret tekst

Kontakt Sahva:

Læs om...

 
Til toppen