Skip navigation

Hverdag med benprotese

Mød Ove Jensen, der har en benprotese, og tag med én af Sahvas bandagister på arbejde.

I indslaget kan du se, hvordan en benprotese bliver skabt, og få et indblik i, hvordan det er at leve med et ben, der ikke er ens eget.

Vi giver dig livet tilbage

Hvert år får ca. 2000 danskere amputeret benet på grund af sygdom, ulykke eller medfødt amputation. Det er en stor omvæltning og en ny tilværelse, man går i møde. Det kan virke uoverskueligt og skræmmende, men det behøver ikke betyde, at livet stopper.
Man kan sagtens leve et fysisk aktivt liv som benprotesebruger, hvis man har viljen og lysten til det.

Et skridt ad gangen

Det er ikke nemt at miste. For mange er det en krisesituation at få amputeret et ben.
Psykologer beskriver det som en sorgproces - et tab - ligesom at miste en god ven eller et familiemedlem. Man mister en del af sig selv i mere end én forstand.
Ved at tage et skridt ad gangen, både fysisk og psykisk, kan man bearbejde sorgen, og langt de fleste vænner sig overraskende hurtigt til deres nye ben og bliver rigtig glade for det.

Hellere kunstigt ben end dårlig fod

Forløbet med at få lavet en benprotese er for langt de fleste patienter en rigtig positiv oplevelse. Ofte går der et langt sygdomsforløb forud med smerter i fødder eller ben, inden der bliver taget stilling til, om der skal amputeres.
Mange er mere handicappede med en dårlig fod eller ben end med et kunstigt ben, og det er værd at huske på, når man skal til at have lavet en protese.

Aktivt liv med benprotese

Det kan være svært at forestille sig et godt og aktivt liv med en protese, men vores erfaring er, at man igen bliver i stand til at køre bil, passe et arbejde, gøre rent og dyrke motion.

Dialog med bandagisten

Udover at være fagligt kompetente lægger Sahvas bandagister stor vægt på dialogen med kunden. De guider, opmuntrer og sætter tingene i perspektiv – det psykologiske aspekt er også en del af bandagistens arbejde.

Det skal nok gå!

Skal du eller en af dine kære have en benprotese, så tro på, at det nok skal gå. Vi er specialister i kroppens bevægelse, og vores mission er at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe vores kunder til at få et godt og aktivt liv.

Til toppen