Første løb med benprotese
Kristian Nielsen blev benamputeret i en alder af 21 år. Trods perioder med overbelastninger i benstumpen har hans ambitioner og viljestyrke gjort, at han i dag går perfekt.
Kristian Nielsen, på 22 år, skal have tilpasset sin nye løbeprotese, da han skal deltage i et løb arrangeret af EFORT kongressen ("European Federation of National Associations of Orthopaedics and Traumatology"). Det er hans første løb siden amputationen. Produktion: Agnes Tine Tolbøll
En dag i juni 2010 tog livet en markant drejning for 22 årige Kristian Nielsen. Han var på sin første udstationering som sanitetssoldat i Helman-provinsen i Afghanistan. To uger før sin hjemsendelse trådte han på en EID-bombe, som sprængte hans venstre ben af under knæet. Det var begyndelsen på en helt ny situation, som for Kristian har krævet tålmodighed, overvindelse og en revurdering af hans fremtidsplaner.
Det, der motiverede Kristian til at komme på benene igen, var tanken om at komme tilbage til den gamle hverdag. F.eks. at gå ud med vennerne, og at kunne handle ind selv.
Nedture og forfængelighed
Selvom Kristian er målrettet, kommer nedturene stadigt snigende i perioder:
”Nogle af de ting, der kan få min nuværende situation til at gå mig på, er basale ting, som at jeg ikke bare lige kan gå ud og prøve tøj i en forretning. Jeg skal sidde på en stol. Og hvis jeg skal på stranden, er der også en forfængelighedsgrænse, der bliver overskredet. Men man bliver bedre til ikke at sætte sig selv i situationer, hvor man kan blive ked af det,” fortæller han.
Protese til mere end husbehov
Motivationen for at komme tilbage til en normal hverdag, gjorde at Kristian ikke på noget tidspunkt i genoptræningsprocessen stillede sig tilfreds med bare at kunne gå til husbehov.
”Jeg har lidt den holdning til det, at det skal være så godt som muligt, men det gør også, at jeg presser grænserne. Hvis jeg accepterede, at ”jamen, jeg går jo ikke særlig pænt,” ville jeg aldrig blive bedre til at gå. Så det kan også bruges positivt - det der med at man ikke accepterer det,” fortæller Kristian.
Klar til sin nye løbeprotese
Hvis man ser et år tilbage, er Kristian er nået rigtig langt. Han har fået overskud til så småt at begynde at tænke på fremtiden. Han er netop startet i praktik hos en bilforhandler. Derudover er han klar til at tage kampen op med sin nye løbeprotese:
”Jeg elskede at løbe, før jeg blev amputeret. Jeg har en aftale med en af fysioterapeuterne fra Sahva om, at vi skal løbe en tur sammen i Fælledparken snart”.










