Skip navigation

En passende arm til årstiden

Marianne Bærtelsen skal have en arm med mere glød. ”Den er for bleg om sommeren, synes jeg”.
Hun smiler og rækker den kunstige arm frem, for at gøre sammenligningen med den anden arm mere tydelig under lyset.

Marianne Bærtelsen er kommet ind til bandagisten for at få en ny armprotese. Om vinteren passer farven på den kunstige arm ganske godt; men om sommeren er farveforskellen stor, når den venstre arm blive solbrun og sommerglad, mens den højre med sit lag af silikone må beholde en konstant nuance året igennem.

 

 

 

 

 

Født uden underarm

Da hun for 56 år siden kom til verden, manglede den højre del af armen fra albueleddet og ned.
”Ingen vidste hvorfor, men man mente, det måske var navlestrengen, der havde lagt sig rundt om armen og på den måde ”kvalt” den nederste del,” fortæller Marianne Bærtelsen, mens hun tager både arm og jakke af for at komme til at prøve det lille hylster, bandagisten har lavet til at bygge den nye arm over.

Den manglende arm var tabu

Der blev aldrig snakket om den manglende arm i hjemmet. Det var nærmest tabu.
”Vi snakkede kun om alle de praktiske ting i forbindelse med armen. Men ellers snakkede vi aldrig om det,” fortæller hun, mens hun tænker tilbage til barndommen og skolen, hvor hun vandt respekt ved at vise sig god til sport.

Olympisk bordtennismester

”Jeg begyndte at spille bordtennis - men spillede også basket, badminton, tennis og svømmede”.
Bordtennis skulle vise sig at være Marianne Bærtelsens helt store force – og en interesse hun har holdt ved lige siden. I 1984 blev det endda til en olympisk guldmedalje ved de Paralympiske Lege, som blev afholdt i New York dét år.

Arm der ligner

Gennem årene har Marianne Bærtelsen været prøveklud for flere forskellige typer armproteser. Hun har altid kommet ved samme bandagist hos Sahva, og som ’garvet rotte’ har hun også altid sagt ja til at teste nye modeller. Den mest komplicerede arm var med et slags seletøj, så hun kunne styre den kunstige arm med rygmusklerne. Det blev dog noget anspændt i længden, og de seneste cirka otte år har hun foretrukket en arm, der sidder fast på stumpen med vakuum og både hjælper til en generel balance i kroppen og har en kosmetisk funktion.

 

 

 

Armprotesen er i silikone

Den kunstige arm er lavet i silikone og er yderst naturtro. På den ene finger sidder en sølvring. Om håndleddet dingler et armbånd og neglene har form og glans som de ægte på den anden hånd. Men farven er ganske rigtig lidt bleg til sommerhuden.
Den nye arm er nu ved at få malet fregner, rynker og negle på, så den passer præcis til Marianne Bærtelsen. Sådan som hun ser ud, når solen skinner. 

Relateret tekst

Kontakt os og hør mere om dine muligheder:


 


 

Til toppen