Skip navigation

Ekstra fødder ligger klar på sidelinjen

Når atleten Daniel Wagner Jørgensen deltager i De Paralympiske Lege i London 2012, står hans personlige bandagist, Toke Seir Novak fra Sahva, klar på sidelinjen med ekstra fødder og protesehylstre, hvis der skulle ske materielle skader.

Foto: Daniel Wagner Jørgensen, 23. juni 2011, Sahva.

Billede til artikel

Daniel Wagner Jørgensen skal ikke kun undgå skader i sit ”raske” ben, når han deltager i De Paralympiske Lege (PL) i London 2012. Hans benprotese kan nemlig også komme ud for skader og skal derfor hele tiden udvikles og vedligeholdes. Derfor tager han sin personlige bandagist, Toke Seir Novak fra Sahva, med til London, som vil stå klar til at hjælpe, hvis skaden skulle ske.

"Vi har garderet os på alle tænkelige måder. Jeg regner dog ikke med, at der sker noget. Men det skaber noget tryghed, at jeg er med, så Daniel kan fokusere på at præstere sit bedste,” siger Toke Seir Novak.

Daniel Wagner Jørgensen er enig i, at det giver en form for tryghed:

”Det giver mig ro i sindet, at han er med i London. Hvis der er noget, der går galt med benet, ved jeg, at han står ved min side og er klar til at hjælpe. Det giver en indre ro,” siger han.

Mange timers arbejde og tests
Toke Seir Novak har været Daniel Wagner Jørgensens bandagist i over 2 år. De har i fællesskab arbejdet sig frem til det perfekte løbeben, og det har ikke været nogen nem opgave.

”Det har været en meget lang proces. Vi har haft store udfordringer med at finde den rigtige kombination af knæled og fødder”, fortæller Toke Seir Novak.

Det er dog lykkedes at finde noget, der virker rigtig godt, i samarbejde med Össur, der har leveret dele til Daniel Wagner Jørgensens løbeben. Men det har krævet mange timers arbejde og tests.

”Vi er nødt til at se tingene i action, altså på selve løbebanen, før vi kan danne os et overblik over situationen”, siger Toke Seir Novak, der derfor har fulgt Daniel Wagner Jørgensen intenst under træningen op til PL.

”Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Sahva og ikke mindst Toke, der har hjulpet mig i tide og utide. Når jeg ringede og havde problemer med benet, mødte han op samme dag eller dagen efter. Det er jeg meget taknemmelig for. Han er blevet en ven for mig,” siger Daniel Wagner Jørgensen og fortsætter:

Det er vigtigt med et godt forhold, og at bandagisten lytter til dine behov.

Nu er PL kommet meget tættere på, og Daniel Wagner Jørgensen kunne ikke føle sig mere klar og håber på en medalje:

”Forberedelserne har været helt i top og kunne ikke være bedre. Derfor forventer jeg også som minimum at komme i finalen i alle tre discipliner. Drømmemålet er selvfølgelig at vinde en medalje. Jeg præsterer i hvert fald det bedste, jeg kan, og så må vi se, hvor det fører hen,” siger han med et skævt smil på læben.

 
 

Bookmark and Share

 

Relateret tekst

Andre PL-atleter:

Læs om bordtennisspiller
Peter Rosenmeier


Læs om svømmer
Lasse Andersen

Til toppen